Mistanke om svinepest afblæst

SVINEPEST – Fødevaremyndighederne lukkede tidligere i dag Danish Crowns slagteri i Sæby på grund af mistanke om den alvorlige smitsomme husdyrsygdom svinepest i en gris. Mistanken er nu ophævet.

Svin på vej til slagteriet. (Foto: Danish Crown)

Beredskabscenteret i FødevareNord har efterfølgende undersøgt besætningen, hvor grisen stammer fra. Ingen dyr i besætningen viste tegn på svinepest. Mistanken er derfor ophævet, og slagteriet kan genoptage slagtningerne.

Mistanken opstod, da en gris leveret til slagtning viste sig at have symptomer, som kan opstå ved smitte med svinepest. Lignende symptomer kan dog også opstå som følge af kraftig stress eller en række andre lidelser hos svin.

Lukningen af et slagteri eller en bedrift er nødvendig ved mistanker om svinepest og sker for at forhindre spredning af en eventuel smitte.

Svinepest er en meget smitsom husdyrsygdom, der kan ramme svin. Sygdommen kan ikke smitte til mennesker. Der opstår af og til mistanker om svinepest i Danmark og i andre lande, men her i landet har der ikke været udbrud af klassisk svinepest siden 1933.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: