Enhedslisten indkalder sundhedsminister- og fødevareminister i samråd. Her vil han have de to ansvarlige ministre til at redegøre for, hvad de ‘vil foretage sig for at forhindre spredningen af den farlige svinebakterie MRSA til mennesker og mellem mennesker’.
- Det er en skandale, at den resistente svinebakterie MRSA nu har bredt sig hos mennesker uden direkte kontakt til svineproduktionen. Derfor må der øjeblikkelig gribes effektivt ind. Spredningen id e danske svinestalde skal toppes og vi må have sikkerhed for, at smitten ikke breder sig til mennesker. Jeg forventer derfor, at ministeren øjeblikkelig tager de nødvendige initiativer, siger Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten.
Undervurderer problemets omfang
I en udsendelse på DR1 stiller dokumentarprogrammet Bag Facaden skarpt på problemet. I første omgang var det et problem, der ramte de ansatte i landbruget. Men nu advarer en række af landets førende forskere om, at MRSA-bakterien også smitter et stigende antal danskere, der aldrig har sat deres ben i en svinestald.
- Jeg mener, at man totalt undervurderer den sprængfarlighed, der ligger i situationen, siger Hans Jørn Kolmos, professor i Klinisk Mikrobiologi på Odense Universitets Hospital til Bag Facaden.
Bakterien kan give infektioner, bylder og blodforgiftning, og den er resistent over for de typer medicin, vi bruger allermest. I Danmark blev den første gang opdaget i 2005. På blot syv år bredt sig til hver sjette danskesvinefarm.
Langsommelighed truer vores sundhed
- Den tidligere regering undlod helt bevidst at tage de nødvendige initiativer. Selv om man blev opmærksom på problemet i 2006, blev der først i 2009 taget initiativ til at sætte gang i den nødvendige forskning for at opnå den viden, som er nødvendig, for at kunne gribe effektivt. Denne langsommelighed truer nu danskernes sundhed, siger Per Clausen, Enhedslisten.
Han advarer om, at den alvorlige situation gør det nødvendigt med et hurtigt og effektivt indgreb.
- Desværre har hverken sundheds- eller fødevareministeren indtil nu været indstillet på at tage de nødvendige initiativer for at stoppe udbredelsen af denne resistente bakterie hos svinene eller dens overførsel til mennesker. Nu er den forudsigelige ulykke indtruffet. Bakterien smitter også fra menneske til menneske. Hermed er situationen for alvor blevet alvorlig, slutter Per Clausen.