Ministre: Gode idéer i ny rapport

Med rapporten fra natur- og Landbrugskommissionen er frøene sået til fremtidens natur- og landbrugspolitik, siger miljøminister Ida Auken og fødevareminister Mette Gjerskov.

Rapporten fra natur- og Landbrugskommissionen er blevet godt modtaget hos regeringen. (Foto: Ulla Skovsbøl)

De to ministre siger i en fælles pressemeddelelse, at grundlaget for fremtidens natur- og landbrugspolitik nu er skabt. Og for at kunne føre nogle af de 44 anbefalinger fra kommissionen ud i livet vil fødevareminister Mette Gjerskov og miljøminister Ida Auken tegne et nyt grønt danmarkskort. Samtidig skal anbefalingerne diskuteres med danskerne.

Begge ministre er glade for, at kommissionen på kort tid har formået at lave et grundigt stykke arbejde med inddragelse af mange forskellige parter på forholdsvis kort tid.

Vigtigt skridt for grøn omstilling
Fødevareminister Mette Gjerskov mener, at Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger skaber et godt fundament for fremtidens natur- og landbrugspolitik.

- Vi tager nu et vigtigt skridt i retning af grøn omstilling. Her er en masse gode ideer til, hvordan vi udvikler landbruget, skaber arbejdspladser og passer bedre på vores natur. Og her er ideen om en mere målrettet miljøindsats helt central. Med den har vi muligheden for at give landmændene mere frihed og samtidig skabe en bedre miljøindsats med mere natur. Men det tager tid og kræver mod og ansvar fra alle sider, for en ny regulering vil ramme forskelligt. Der bliver behov for solidariske løsninger i landbruget, siger Mette Gjerskov.

Differentieret miljøregulering
For at skabe en mere målrettet miljøindsats foreslår kommissionen, at miljøreguleringen bliver mere differentieret, så den tager hensyn til jordens sårbarhed.

- Historisk er natur og landbrug blevet fremstillet som hinandens modsætninger, men denne regering tror på, at vi både kan skabe et mere effektivt landbrug og en bedre og mere sammenhængende natur. Med anbefalingerne er vi kommet et skridt nærmere. Det er muligt, men ikke let. Landbruget skal på sigt reguleres som al anden industri. Vi skal se mere på, hvad der kommer ud i vand, luft og natur, end på hvad der sker i den enkelte stald, siger miljøminister Ida Auken.

Grønt strategisk danmarkskort
I alt er der 44 vidtgående anbefalinger, der kan sætte fut under den grønne omstilling af Danmark. Derfor vil regeringen arbejde videre med mange af anbefalingerne. Blandt andet foreslår kommissionen, at der iværksættes en grøn kortlægning af Danmark.

- Kommissionens forslag om en ny grøn kortlægning er en rigtig god idé. Med et grønt danmarkskort, der viser, hvor al natur er, kan vi skabe bedre sammenhæng mellem naturområder. Når vi skal rejse ny skov eller genoprette natur, skal det ske, hvor det skaber sammenhæng med den eksisterende natur, så vi på den måde udbygger det grønne danmarkskort, siger Ida Auken.

- Ofte vil der være et lykkeligt sammenfald mellem de steder, hvor det er oplagt at genoprette natur, og de steder, hvor landbrugsjorden er ringe. Desuden skal vi have kortlagt, hvor der er sårbare arealer, hvor der skal anvendes mindre gødning, og hvor der er robuste arealer, der kan tåle lidt mere, siger miljøministeren.

Borgerne skal med på råd
Kommissionen har gjort et kæmpe arbejde for at inddrage mange interessenter. Der er dermed skabt en unik mulighed for at ende årtiers skyttegravskrig på natur- og landbrugsområdet. Det positive spor skal videreføres, og regeringen vil nu læse alle anbefalingerne nøje og drøfte dem med danskerne.

- Vi er meget glade for det inddragende arbejde kommissionen har lavet. Det betyder, at vi står med en unik mulighed for at afslutte årtiers skyttegravskrig mellem natur- og landbrugsinteresser. Griber vi ikke muligheden, ja så fortsætter vi, som vi plejer, med en regulering som ingen rigtigt er glade for. Derfor vil miljøministeren og jeg fortsætte ad det positive spor kommissionen har lagt. Og vi begynder med at tage rundt i landet for at diskutere kommissionens anbefalinger med interessenter, politikere og borgere, siger Mette Gjerskov.

Første borgermøde med ministerdeltagelse finder sted i Aarhus 16. maj.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: