Venstre-regeringens topministre sætter kurs mod Herning, når landmænd og repræsentanter fra fødevareindustrien på onsdag mødes i Herning til det årlige delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer.
Regeringen lancerede tidligere på året 16-punkts planen, der blandt andet skal gøre det muligt at producere flere svin, give mere gødning på markerne, fjerne natur- og miljøkrav om randzoner og efterafgrøder. Og det har givet regeringen en høj stjerne hos dele af landbruget.
Både statsministeren, miljø- og fødevareministeren, skatteministeren og erhvervs- og vækstministeren træder op på talerstolen i Herning Kongrescenter.
Vigtigt for landmændene
- At regeringen så tydeligt tilkendegiver over for os landmænd, at vi er en vigtig og uundværlig del af Danmark, betyder rigtig meget for erhvervet, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.
Han erkender blankt, at det »ærlig talt været småt med lyspunkter de seneste år«.
- Regeringen har allerede bebudet, at arbejdet med 16-punkts planen skal i gang hurtigst muligt. Jeg håber, at statsministeren vil blive mere konkret, når han besøger vores delegeretmøde på onsdag, siger Martin Merrild.
Landbruget kan blive vækstmotor
Han er begejstret for, at regeringen allerede fra starten har sendt signaler om, at væksten ikke skal centreres i byerne, ligesom han er overbevist om, at landbruget kan blive en vækstmotor.
- Senest er 4000 statslige arbejdspladser blevet flyttet ud i hele landet fra København. Men man kan ikke tale om det såkaldte Udkantsdanmark uden også at tale om landbrugets enorme betydning for beskæftigelsen i netop disse områder. Vi spiller en nøglerolle, og det ser ud som om, en del politikere har forstået det, lyder det fra Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer mener, at landbruget er samfundets vækstmotor og kan skabe titusinder af nye job, hvis blot erhvervet får frie tøjler.
3F: Landbruget har opslået 118 job i 2015
I primærerhvervet er det imidlertid småt med nye job, viser en optælling, som fagforbundet 3F har lavet på baggrund af jobannoncer på Jobnet. Optællingen viser, at landbruget kun har opslået 118 nye job i 2015.
- Vi må kræve, at arbejdsgivere i landbruget udbyder mulighed for beskæftigelse på Jobnet, og ikke udelukkende rekrutterer arbejdskraften fra Østeuropa. Ellers vil ledige ikke få gavn af den nye aftale omkring kortere ansættelser på dagpengeområdet, siger Arne Grevsen, formandn for Den Grønne Gruppe i 3F, til fagbladet 3F.
De 118 jobopslag i 2015 dækker blandt andet over ledige job som landbrugsmedhjælpere, dyrepassere, sæsonarbejdere, minkarbejdere og traktorførere.
Tendensen var den samme i 2014. Sidste år søgte arbejdsgivere i landbruget blot 156 gange en ny medarbejder i perioden 11. november 2013 til 11. november 2014, viser tallene fra 3F.