En godt placeret vindmølle i Vestjylland kan give et afkast på næsten 25 procent. Dermed er vindmøller den mest givtige investering, man kan foretage i øjeblikket, men en stor del af fortjenesten stammer fra tilskud, som staten giver til strøm fra vindmøller.
- Og nogle af de mange penge kan bruges bedre, siger energiminister Martin Lidegaard til DR Midt & Vest.
I Vestjylland er specielt Ringkøbing-Skjern Kommune langt fremme med vedvarende energi fra vindmøller.
Han vil derfor indføre et loft over støtte til el fra vindmøller.
- Hvis markedsprisen stiger over et bestemt niveau – for eksempel 60 øre per kilowattime, så skærer vi tilsvarende ned i tilskuddet, siger han.
Det vil betyde, at tilskud til vindmøllestrøm efterhånden helt vil falde bort.
- Vi forventer nemlig, at markedsprisen på vindmøllestrøm vil stige væsentligt i de kommende år, siger energiminister Martin Lidegaard til DR Midt & Vest.