Mindre papirarbejde til små vandværker

Miljøministeren vil lette de administrative byrder for 110 små og mindre  vandværker. Så får de bedre til at sikre rent vand til forbrugerne, siger Ida Auken.

De små vandværker kan koncentrere sig om at skaffe rent vand.

Størstedelen af de private og en halv snes kommunalt ejede vandforsyninger kan fremover koncentrere sig mere om det, de er bedst til – at få rent vand ud til forbrugernes haner.

Omkring 110 mindre vandforsyninger, der alle leverer mellem 200.000-400.000 m3 vand om året, får nu mulighed for at løse nogle af de administrative opgaver hvert fjerde år frem for hvert år, som de skal i dag.

- Vandværkerne skal først og fremmest være effektive og levere rent drikkevand til danskerne i hele landet. Men der er enorm forskel på at drive en vandforsyning med en frivillig bestyrelse og nogle få ansatte og en stor vandforsyning med langt flere ressourcer. De mindre vandforsyninger får nu mulighed for at bruge mindre tid på administrative opgaver, siger miljøminister Ida Auken.

Indberetning til prislofter
Det er indberetningen til de såkaldte prislofter, der nu kun behøver at ske hvert fjerde år. Prislofter er en ramme for, hvor meget vandselskaberne må opkræve af forbrugerne.

Der bliver også lempede krav til indberetninger til den såkaldte benchmarking, der er en måde at udpege effektiviseringsmuligheder på hos en vandforsyning, men som er tidskrævende og i praksis svær at gennemføre for de mindre vandforsyninger.

Bred opbakningen fra forligskredsen
Hele forligskredsen bag vandsektorloven (alle partier undtagen LA) bakker op om den nye regelændring.

- Jeg synes, det giver god mening, at de mindre vandværker får flerårige prislofter, så de kan bruge tiden på at levere rent vand til forbrugerne frem for at udfylde rapporter, som stjæler tid fra den primære opgave, siger Henrik Høegh.

- Vandsektorloven er kun et par år gammel, og derfor skal vi være opmærksomme på, om den fungerer hensigtsmæssigt. For mig vidner det om en stærk forligskreds bag loven, når vi reagerer og justerer på så forholdsvis nye regler, så de bliver målrettede og så effektive som muligt, siger Torben Hansen.

- Medarbejderne og de frivillige bestyrelser på mindre vandforsyninger skulle gerne bruge mindre tid på at læse vejledninger, mindre tid på at søge efter informationer og mindre tid på at indtaste data, siger Jørn Dohrmann.

Ikke ringere kontrol
- Ændringen handler ikke om, at der bliver ringere kontrol med mindre vandforsyninger. De skal stadig levere vand af lige så høj kvalitet som de resterende vandforsyninger, siger Eigil Andersen.

- Aftalen bag vandsektorloven har til hensigt at sikre, at forbrugerne ikke betaler mere for deres rene drikkevand end højst nødvendigt. Derfor skal små forsyninger ikke bruge deres tid på uforholdsmæssig administration, siger Benedikte Kiær.

- Jeg kan godt lide praktiske løsninger og derfor syntes jeg det er rigtigt, at vi reagerede på de meldinger vi fik fra omverdenen, siger Per Clausen.

- Medden her ændring får de små vandværker mere ro til at fokusere på den langsigtede
planlægning og færre administrative byrder i den almindelige drift, siger Lone Loklindt.

Ændringen træder i kraft 1. januar næste år.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: