Dansk frugt og grønt indeholder færre rester af pesticider end udenlandsk. Det er konklusionen efter, at DTU Fødevareinstituttet har sammenlignet indholdet af pesticidrester i frugt og grønt på det danske marked.
- Som forbruger og fødevareminister er jeg stolt af, at resultatet er så entydigt. Dansk frugt og grønt er bedst. Mange forbrugere er bekymrede for pesticidrester i deres fødevarer, og derfor er det glædeligt, at vi nu trygt kan anbefale dem at vælge danske æbler og tomater. Og vil man være helt fri, så bør man stadig vælge økologisk, siger Dan Jørgensen.
Første oversigt, der rangordner
Ifølge ministeren er det første gang, at der udarbejdes en oversigt, der rangordner frugt og grønt efter indholdet af pesticidrester, herunder forskellen på danske og udenlandske afgrøder.
DTU Fødevareinstituttets rapport er baseret på Fødevarestyrelsens kontrolresultater fra 2008 til 2012 med mere end 10.000 prøver af frugt og grønt. Og konklusionen er entydig: Der er færre pesticidrester i dansk frugt og grønt.
Giftrester i 70 procent
Den seneste rapport fra DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen viser, at der er rester af sprøjtegift i omkring 70 procent af konventionelt frugt og i ca. 30 procent af grønsagerne. Tallene er et gennemsnit for både danske og udenlandske produkter, og de udenlandske er som ministeren påpeger klart de værste.
- Der er flere gode grunde til at gå efter dansk producerede produkter. Ikke alene indeholder de færre rester efter pesticider – man får også vækst og arbejdspladser med i kurven, siger fødevareministeren i en pressemeddelelse.
Ingen af de afgrøder forskerne har set nærmere på, har et indhold af pesticider, der udgør en sundhedsrisiko, tilføjer han.