Min bror går konkurs
KOMMENTAR – Da han fortalte, at han sendte sine kvier på slagteriet, var jeg ét stort, måbende spørgsmålstegn: What!? Men det bliver han nødt til, bare for at have lidt penge. For han har ingen penge. Han er rabundus.
Det er for deprimerende at tænke på. Så han lader, som om det fortsætter. Foto: Colourbox
Af Hans Otto Jørgensen, forfatter
Der er ikke noget sikkerhedsnet. Min bror går konkurs, banken vil ikke forny kreditten. Fordi min bror er for gammel til nogensinde at kunne betale pengene tilbage.
Min bror overtog gården i 1975. Det er 41 år siden. 41 år hvor han har knoklet, og når jeg siger knoklet, aner I ikke, hvad det betyder. For der er ikke nogen andre end bønderne i det her samfund, som arbejder på den måde. 14-16 timer i døgnet. Han er ved at være slidt ned, men troede absolut, han havde nogle år i sig endnu.
Han havde modet, han var inspireret. Men efter krigen mellem Rusland og Ukraine og EU’s sanktioner og Ruslands gengældelse er priserne på mælk faldet. Og blevet ved med at falde. Til nu 1,86 kroner literen. Og det kan man næsten kun dø af.
Det koster 2,30 kroner at producere en liter mælk. Hvilket vil sige, han taber næsten 50 øre pr. liter.
Oveni koster en kælvekvie til levebrug omkring 3.500 kroner. Og nogenlunde det samme – eller lidt mere – til slagtning. Der er bare det ved det, at man ikke slagter kvier. Eller … Da vi sad og snakkede om konkursen i aftes, og han fortalte, at han sendte sine kvier på slagteriet, var jeg ét stort, måbende spørgsmålstegn: What!? Men det bliver han nødt til, bare for at have lidt penge. For han har ingen penge. Han er rabundus.
Efter 41 år. Fordi priserne på mælk og kød er gået nedenud af enhver skala. Og fordi samfundet tillader det. Vores samfund. Som på alle måder er blevet så inhumant. Som ikke har andet at tilbyde de stakkels flygtninge fra Syrien og Afghanistan end noget mad, en seng og en spand at skide i.
Effektivisere og udvide
I årevis, når jeg har været hjemme, har vi snakket fremtid: Hvilke planer han havde, for han havde altid planer. Som konsulenten på landboforeningen anbefalede. At bygge til og øge produktion og udvide bedriften fra 100 til 150 køer. At krydse de dårligste køer med belgisk blåhvidt for at få noget mere tilvækst i tyrekalvene. At holde op med at dyrke roer og dyrke majs i stedet og fodre med majsensilage.
Altid noget nyt.
Som moderne landmand har han aldrig haft tid og plads til at tage en slapper. Der har hele tiden skullet effektiviseres og udvides. For at klare sig i konkurrencen. Selv om min bror pludselig var blevet 50, var der ingen ro. Der var aldrig nok at falde tilbage på. Så skulle der 200 køer til – og allerhelst 300 eller 400. Mere jord, større maskiner, højere tempo. Malkegrav til at kunne malke 16 køer ad gangen.
Jeg opmuntrede ham til at klø på. Til at investere. Sådan som konsulenten gjorde. Når priserne er små, skal der mere til, større mængder produceres. Men gabet mellem udbytte og omkostninger blev ikke desto mindre stadig større. Blandt andet fordi at jo mere teknisk udstyr, des større udgifter til vedligehold. Og hold kæft, mand: Nedslidningen er virkelig til at få øje på.
Når vi går rundt og kigger: Bare de her seneste to år med vigende priser, så der ikke har været råd til vedligehold, det er til at se. Både i inventar og maskiner. Det var det, man plejede at gemme til de gode år, at få rettet op på det. Men tiden løber ud. Denne gang er der ikke flere gode år i vente.
Og tænk: I hans erfa-gruppe er han den tredje, der ryger på røven. Tre ud af seks. Så det er ikke ham, der en klovn.
Alt var muligt
Jeg har i to perioder arbejdet som karl hos min bror. Første gang 1975-77, anden gang 1980-82. Vi havde det vildt sjovt. Vi var unge, vi havde kræfterne, og alt var muligt. Dér i 1975 kostede en prima kælvekvie op til 9.000 kroner mod i dag 3.500. Det siger alt: Hvor meget optimisme og drev, der var dengang, ikke så lang tid efter indlemmelsen i EF, og hvor elendigt det står til i dag.
Hvor surt.
I årene 1977-80 tog jeg på landbrugsskole, fik det grønne bevis og købte gård og drev økologisk landbrug sammen med min daværende kone og en flok andre unge.
Jeg duede bare ikke til at have ansvaret for sådan en bedrift, jeg ville hellere skrive og være forfatter, som jeg så også blev. Jeg gjorde vældig karriere. Mens min ekskone med en ny mand overtog gården og har som sådan haft en fornuftig indtjening ved at producere økologisk mælk.
Ligesom min bror, med almindelig mælk.
Lige indtil nu.
Lader som om det fortsætter
Og samfundet er øjensynlig ligeglad. Der er ikke nogen i Folketinget, for hvem krisen er vigtig nok til at sætte på dagsordenen. Og regeringen … ingen reaktion.
Mælkebønderne tjente penge til eget og fælles bedste blandt andet gennem eksporten til Rusland. Men da Putin sagde njet og ikke ville købe mere i DK, blev det bøndernes egen sag at klare den. Min bror klarer den ikke, han går konkurs.
Han er lige ved at få lavet ensilage. Maskinstationen var der i går, det er blevet til en ordentlig stak, og min bror dækkede den til i dag, så der er noget foder til vinter. Men hvorfor gør han det? Han går konkurs, og det bliver ikke ham i hvert fald, der kommer til at fodre ensilagen ud.
Jeg spurgte ham, hvad han tænkte på, da han dækkede stakken til. Og han svarede, at han prøvede ikke at tænke på noget. Det var for deprimerende. Så han lader, som om det fortsætter.
Så det fortsætter. Lidt endnu.
Frem til lukketid.
Hans Otto Jørgensen har læst dansk ved Københavns Universitet, er uddannet driftsleder og kvægbrugstekniker fra Vejlby Landbrugsskole, 1987. Debuterede i 1989 med romanen Tårnet og har siden skrevet en lang række noveller, fortællinger, digte og romaner. Mange tager udgangspunkt i forfatterens egen opvækst og landmandslivet i 1950′erne. Han har været anmelder ved Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad, højskolelærer ved Testrup Højskole og rektor for Forfatterskolen i København fra 2002 til 2009. Hans Otto Jørgensen stiftede i 2013 forlaget Gladiator sammen med forfatteren Josefine Klougart og forlagsredaktør Jakob Sandvad.
