Millioner til ressource- og vandeffektivitet

Miljøminister Ida Auken er klar til at uddele 40 millioner kroner til ny miljøteknologi. Målet er at gøre Danmark førende inden for vand- og klimatilpasning, mindske mængden af affald og genanvende flere ressourcer

Danmark skal være i front med ny miljøteknologi. Virksomheder med gode idéer til eksempelvis vandbesparende teknologier kan nu søge tilskud til projekter under det Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).

Miljøminister Ida Auken har med opbakning fra alle Folketingets partier netop fastlagt rammerne for ansøgningsrunden i 2012.

- Det er vigtigt, at danske virksomheder får de bedste muligheder for at være i front med udvikling af nye miljøteknologier, for det skaber vækst, jobs og mulighed for eksport af grøn teknologi til andre lande. Der er ingen tvivl om, at evnen til at udvikle mere ressourceeffektive løsninger i vores virksomheder er noget, vi skal satse på i Danmark. Det har der glædeligvis også været bred opbakning til i Folketinget, og jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med partierne om de fremtidige prioriteringer på området, siger miljøminister Ida Auken.

Støtte til 147 danske virksomheder

Formålet med miljøindsatsen er at hjælpe danske virksomheder med at udvikle ny, effektiv miljøteknologi og gøre Danmark grønnere. Samtidig skal der skabes flere jobs og bedre mulighed for eksport af dansk miljøteknologi. I 2012 vil særligt projekter, der kan øge ressource- og vandeffektiviteten, vil blive prioriteret.

- Presset på verdens ressourcer er stigende, og derfor skal vi udvikle nye teknologier og løsninger, så vi fx bliver bedre til at genanvende ressourcerne i affaldet. Det er godt for miljøet, og det er godt for de danske virksomheder, som kan få god forretning ud af at satse på den grønne omstilling, siger miljøminister Ida Auken.

Pengene gives til virksomheder – ofte i et tæt samarbejde med universiteter, teknologiske institutter og konsulenter. Indtil i dag er der således allerede givet støtte til i alt 147 danske virksomheder, som alle arbejder med udvikling af en grønnere økonomi i Danmark.

- Det er en stor dag og nu, er det vigtigt, at pengene kommer ud og arbejde i virksomhederne, så de kan skabe nye bæredygtige produkter og løsninger. Løsninger der giver værdi, vækst og arbejdspladser. Der er stadig masser af udfordringer og ny teknologi inden for miljø, natur, byggeri, forsyning, klima og energi, så initiativet er en af de vigtige trædesten til at bringe Danmark ud af krisen. Jeg tror, de 40 millioner kroner kan bidrage til denne udvikling og vi håber, at ordningen fortsætter i de kommende år, for udviklingen står jo ikke stille, siger Jesper Nybo Andersen, formand for Dansk Miljøteknologi.

Fakta
I 2012 vil følgende områder blive prioriteret:

  • Vand og klimatilpasning
  • Ressourcer og affald – mindre affald og mere genanvendelse
  • Luftforurening og støj – i byen og fra skibsfarten
  • Kemikalier – alternativer til problematiske kemikalier
  • Forurenende virksomheder – industri
  • Internationalt miljøsamarbejde og -eksport med fokus på bl.a. Brasilien, Rusland, Indien og Kina

Miljøministeriet åbner den 22. juni for ansøgninger til projekter, der ligger inden for rammerne. Ansøgningsfristen er 21. september 2012 kl. 12.

Der vil i 2012 blive fordelt op imod 40 mio. kr. i tilskud til udvikling af ny miljøteknologi under det Miljøteknologiske Udviklings- og DemonstrationsProgram (MUDP). Ordningen skal bidrage til at:

  • sætte ressourceeffektivitet i centrum for en grønnere økonomi
  • styrke sammenhængen mellem miljømæssige prioriteringer og virksomhedernes grønne innovation
  • inddrage en bredere gruppe af virksomheder, videncentre m.m. gennem partnerskaber
  • skabe grundlag for større grønne projekter, hvor den næste generation af miljøteknologi kan demonstreres i fuld skala

Oplysninger om ansøgningsskemaer, tilskudsprocenter med mere kan læses på www.ecoinnovation.dk fra den 22. juni 2012

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: