Miljøministeren vil bekæmpe biopirater

BIOPIRATERI – Ida Auken ønsker klare regler for en retfærdig udnyttelse af fattige landes natur.

80 procent af alle planter og dyr findes i de fattige lande. / Foto: Colourbox

Tropernes regnskove og andre naturområder under fremmede himmelstrøg har svampe, bakterier og planter, der kan være vigtige i udviklingen af nye fødevarer, lægemidler eller kosmetik. Men det kan ende som biopirateri, hvis ikke der er klare regler for, hvordan man udnytter ressourcerne.

Miljøminister Ida Auken havde i sidste uge indbudt til en international konference i København, hvor europæiske virksomheder og ledere fra flere afrikanske lande deltog. Målet var at finde en løsning på, hvordan man kan hente ressourcer fra fremmed natur uden at udnytte fattige lande.

Overskud skal tilbage til udviklingslandene
- Vi skal gøre det nemt for virksomheder at hente gener og mikroorganismer i fattige lande, fordi nye biotek-produkter kan bidrage til grøn omstilling og give vækst og arbejdspladser. Men vi skal sikre, at en rimelig del af overskuddet bliver sendt tilbage til udviklingslandene, siger miljøminister Ida Auken.

Inden for medicin og enzymer er der mange eksempler på produkter, der har deres oprindelse i regnskoven. Ofte er det nok for virksomheden at hente et enkelt gen, som så kan sættes ind i en bakterie og opformeres, så de kan producere for eksempel enzymer.

Overskudsdeling gavner naturen
Et af de centrale spørgsmål er, hvordan myndighederne i fattige lande kan sikre, at virksomhedernes betaling bliver ført tilbage til naturbeskyttelse og lokalbefolkningen i fattige lande.

- Det handler om, at der skal være penge i at lade naturen stå. Et enzym eller gen fra regnskoven er en mulighed for at skabe vækst i et land, der måske ellers var tvunget til at brænde skoven af, siger Ida Auken.

Naturrigdom i de fattige lande
80 procent af verdens forskellige planter, dyr, svampe og bakterier findes i naturen i fattige lande.

Resultatet af konferencen vil indgå i arbejdet med fælles EU-regler mod biopirateri og i udformningen af nye retningslinjer i FN-regi. Danmark vedtog sidste år, som et af de første lande, overordnede og principielle regler på området. Men der er fortsat mange detaljer, der skal afklares.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: