I Hundested driver Hans Christian Andreasen og Winnie Andreasen et nyomlagt økologisk landbrug, hvor 120 malkekøer på søndag kl. 12.00 bliver lukket på græs af miljøminister Ida Auken. Tv-værterne fra DR1 “Lille Nørd” rapporterer live fra begivenheden i Hundested og direkte til Torvehallerne i København.
I alt holder 65 økologiske mælkeproducenter over hele Danmark åbent hus under overskriften “Økodagen”. På alle deltagende gårde slippes de økologiske køer på græs kl. 12.00, og det overværede 140.000 gæster sidste år.
- Jeg ser frem til at deltage i økologernes festdag. Glade køer på økologiske marker, der ikke bliver sprøjtet, er også godt for vores drikkevand og de øvrige dyr og fugle på marken. Derfor er det vigtigt, at vi som forbrugere tager aktivt stilling til, hvordan vores mælk, kød og grøntsager bliver til. I regeringen har vi afsat en halv milliard kroner over de næste to år til at fremme økologien, og lykkes det, bliver der endnu flere køer at lukke på græs, siger miljøminister Ida Auken.