9. klasse på Mølleskolen i Ry får mandag besøg af miljøminister Kirsten Brosbøl i forbindelse med Sex & Samfunds ’Uge Sex’. 300.000 børn og unge deltager i den landsdækkende kampagne, der blandt andet kan gøre dem klogere på, hvordan kemi kan påvirke muligheden for at få børn.
Miljøministeriet har i år indgået et samarbejde med Sex & Samfund om at udvikle et nyt undervisningsmateriale til brug i ’Uge Sex’ – Danmarks største sundheds – og seksualundervisningskampagne, der skal gøre eleverne i folkeskolen klogere på kemi, sundhed og fertilitet. I den forbindelse besøger miljøministeren mandag morgen Mølleskolen i Ry for at se, hvordan eleverne tager imod materialet.
- Det er vigtigt, at unge ved, at det ikke altid er lige til for alle at få børn den dag, man er klar til det. Alder er den største enkelfaktor, der spiller ind, og mange ved nok også, at rygning og alkohol påvirker os. Men derudover er nogle kemikalier mistænkt for at påvirke vores muligheder for at få børn. Med Uge Sex kan vi nå ud til rigtig mange børn og unge og styrke deres viden om kemi i hverdagen, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Sammen om sundhed og trivsel
Årets tema i ’Uge Sex’ 2015 handler om sundhed og trivsel, og 300.000 børn og unge er på landsplan tilmeldt kampagen i år. Temaet indeholder øvelsesopgaver, der skal styrke børn og unges evne til at fremme sundhed og trivsel for sig selv og hinanden. Eleverne arbejder med forskellige emner alt efter, hvilket klassetrin de er på.
- Der er stor forskel på, hvad eleverne arbejder med på de forskellige klassetrin. I de yngste klasser er det med emner som kroppen, følelser, grænser og familie, og hvad det vil sige at have det godt med sig selv og hinanden. Siden kommer emner som pubertet og kærester til, og i de ældste klasser handler det også om prævention, sexsygdomme, uønsket graviditet og frugtbarhed, siger Lone Smidt, national projektmedarbejder i Sex & Samfund.
Med kampagnen tilbyder Sex & Samfund i samarbejde med Miljøministeriet gratis undervisningsmateriale, der skal støtte lærere, pædagoger og sundhedsplejersker i at tilrettelægge og gennemføre alderssvarende sundheds- og seksualundervisning.