Miljøminister Ida Auken forbyder landmændene at bruge sprøjtemidler med aktivstoffet bifenox. Det sker efter, at Miljøstyrelsen har vurderet, at bifenox kan medføre en forurening af grundvandet.
- Drikkevandet skal være rent. I Danmark skal vi trygt kunne åbne for vandhanen og drikke vandet uden at frygte, at der er sprøjtemidler i det. Nu har vi påvist, at bifenox kan føre til, at grænseværdien for sprøjtemidler i grundvandet overskrides. Derfor fjerner jeg landbrugets mulighed for at bruge bifenox, så vi sikrer, at drikkevandet forbliver rent, siger miljøminister Ida Auken.
Bifenox blev i 2008 godkendt til at bekæmpe ukrudt i korn, raps og frøgræs, da producentens undersøgelser af stoffet viste, at grænseværdien for pesticider i grundvandet ikke ville blive overskredet. Men Miljøstyrelsen har fået testet stoffet i Varslingssystemet for pesticider i grundvandet. Bifenox er blevet testet syv forskellige gange, og i to tilfælde blev grænseværdien overskredet med nedbrydningsproduktet bifenox-syre.
Ud over risikoen for at forurene grundvandet viste undersøgelsen i varslingssystemet samtidig, at bifenox på markerne kan nedbrydes til det kræftfremkaldede stof nitrofen, der er identisk med et ældre ukrudtsmiddel. Nitrofens alvorlige effekter medførte, at det blev forbudt at anvende i EU i 1986.
- Vi skal sikre os mod, at et så giftigt stof som nitrofen, som vi har forbudt for mange år siden, kommer ind ad bagdøren og ud i miljøet. Jeg har derfor bedt Miljøstyrelsen informere de andre myndigheder i EU om den nye viden, som vi har fået i Danmark om bifenox, så det kan komme alle europæere til gode, siger Ida Auken.
På baggrund af resultaterne fra varslingssystemet har producenten af bifenox i samråd med Miljøstyrelsen allerede stoppet salget af stoffet i Danmark. Miljøstyrelsen har ikke mulighed for at tilbagekalde eventuelle rester, som landmænd kan have stående. Men Miljøstyrelsen anbefaler, at landmændene enten bortskaffer bifenox-rester eller først anvender det til foråret, hvor risikoen for grundvandet er mindre.