Midtjylland er vandteknologiens Silicon Valley

VANDTEKNOLOGI: Verdens førende producenter af pumper, ventiler og måleudstyr til at forbedre spildevandsrensning og begrænse vandspild klumper sig sammen i Midtjylland. I dag tager miljøminister Kirsten Brosbøl på rundtur.

Miljøminister Kirsten Brosbøl åbnede for et år siden Danmarks nye vandtestcenter, der har til huse i Teknologisk Institut i Aarhus. Nu er hun på rundtur til virksomheder i vandteknologiens Silicon Valley.

Midtjylland er for vandteknologi, hvad Silicon Valley er for højteknologi. Et mindre geografisk område, hvor særligt mange virksomheder specialiseret i samme emne er samlet.

Grundfos er verdens førende inden for produktion af pumper, Kamstrup ligger helt fremme i feltet i produktion af vandmålere, og AVK er en af verdens førende virksomheder, der producerer ventiler.

Det er blot nogle af de virksomheder, som har til huse i det centrale Jylland, og i dag besøger Kirsten Brosbøl tre af dem.

Grønne løsninger udvikles i Midtjylland
- Danmark er suveræn til at producere vandteknologi, og der er en tendens til, at mange af de grønne løsninger bliver udviklet og produceret i det midtjyske, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

- Hvis vi kalder Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj for bjerge, så kan man godt tillade sig at kalde Midtjylland for Water Valley. Det afgørende for mig er dog ikke, om de ligger det ene eller det andet sted i Danmark, men at virksomhederne har muligheder for at udvikle sig og skabe flere grønne jobs, understreger hun.

I februar satte hun sig sammen med virksomheder og organisationer i branchen og blev enige om en vision om at fordoble eksporten af vandteknologi senest i 2025. Det vil skabe 3.000–4.000 jobs herhjemme.

Vand som FN-mål
Kirsten Brosbøl er netop vendt hjem fra verdens største vandkonference World Water Forum i Sydkorea. Her blev der vedtaget en politisk deklaration, der skal sende et signal til FN om vigtigheden af at vedtage ambitiøse mål for vand, når nye bæredygtighedsmål skal vedtages i FN til efteråret

- Vandmangel og mangel på sanitet vil blive den helt store trussel mod global velfærd de kommende ti år. Men vi kan være med til at afværge truslen med den teknologi, vi allerede kan levere, og vi kan skabe flere danske arbejdspladser, samtidig med at vi løser et problem. Besøgene i dag skal jeg bruge til lytte til, hvad virksomhederne har brug for til at kunne producere og vokse endnu mere, siger Kirsten Brosbøl.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: