Mickey Gjerris: Afgift på kød hjælper klimaet
KRONIK – Vores valg af fødevarer er med til at skabe de klimaforandringer, der truer os alle og den natur, som vi lever i, med og af. Derfor er det også etisk legitimt, at vi som fællesskab blander os i hinandens valg af fødevarer på samme måde, som vi blander os i hinandens ryge- og alkoholvaner blandt andet ved hjælp af adfærdsregulerende afgifter. En afgift på rødt kød i Danmark vil ikke løse verdens klimaproblemer – men det vil være en god begyndelse.
Ved at spise mindre kød og flere grønsager, belaster du klimaet mindre. Husdyr og kødproduktion koster dyrt i udledning af drivhusgasser. Det koster 42 kilo CO2 at producere et kilo oksesteak. Et kilo kartofler bidrager kun med nogle få hundrede gram CO2. Foto: Gustav Bech
Af Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet, medlem af Det Etiske Råd
Det Etiske Råd besluttede sig i 2014 for at se på de etiske aspekter af forestillingen om, at Den etiske forbruger er løsningen på en række af de problemstillinger, som optræder i fødevaresektoren. Rådet valgte at arbejde med tre cases: Klimabelastende fødevarer, genmodificeret dyrefoder og anvendelsen af kloning i husdyrproduktionen.
Rådet gik i maj 2016 ud med sine anbefalinger om klimabelastende fødevarer og et større baggrundsmateriale, der dels belyser spørgsmålet om, i hvor høj grad den etiske forbruger overhovedet kan løse klimaproblemerne på fødevareområdet og spørgsmålet om, hvornår det er etisk legitimt, at samfundet blander sig i den enkeltes fødevarevalg.
Rådets anbefalinger vedrørende klimabelastende fødevarer bygger derfor på nogle præmisser.
Den første gruppe af præmisser fokuserer på klimaspørgsmålet og fastslår, at der finder klimaforandringer sted, at de er menneskeskabte, at fødevareområdet står for en betragtelig del af de samlede udledninger af drivhusgasser (19-29 procent), at den animalske produktion, særligt produktionen af kød fra drøvtyggere udgør langt den største del af udledningerne (10 procent) på global basis, at man ved at omlægge sin kost, særligt bort fra det røde kød kan reducere udledningerne fra sit fødevareforbrug betragteligt, og endelig at klimaforandringerne vil forårsage store skader på mennesker og natur inden for en overskuelig årrække. Selv de mere konservative estimater viser alvorlige konsekvenser frem mod 2050.
Kan vi blande os?
Den anden gruppe af præmisser omhandler spørgsmålet om, hvornår samfundet legitimt kan blande sig i borgernes liv. Rådet valgte her at bygge på John Stuart Mills ikke-skade princip (1806-1873), der i kort form siger, at samfundet kun kan begrænse den enkelte borgers frihed, når udfoldelsen af denne frihed skader andre. Accepterer man den første gruppe af præmisser, er det tydeligt, at ikke-skade princippet kan anvendes på fødevareområdet. Spørgsmålet bliver derfor ikke så meget, om samfundet må blande sig, men hvordan.
Her diskuterede Rådet, om ansvaret burde overlades udelukkende til den enkelte forbruger. Rådet identificerede en række problemer ved denne tilgang. For det første er der en række demotiverende faktorer for dem, der rent faktisk vælger at handle etisk, herunder:
- A: Dem, der fortsætter med at gøre, som de plejer underminerer indsatsen,
- B: Den enkeltes bidrag tæller som en dråbe i havet og er usynligt,
- C: De negative konsekvenser af ikke at handle er ikke umiddelbart synlige,
- D: Prisen på de mest klimaskadelige fødevarer afspejler ikke de reelle produktionsomkostninger og bliver derved fristende billige,
- E: Den etiske forbruger er ofte overladt til producenternes egne reklamer som informationskilde, hvor man af erfaring ved, at der finder en del green-washing sted,
- F: den demokratiske diskussion undergraves, når ansvaret overlades til den enkelte forbruger ved køledisken i stedet for at være et fælles borger-ansvar, som diskuteres på samfundsniveau.
Anbefalinger fra Det Etiske Råd
Situationens alvor og de mange problemer, som der er ved at overlade ansvaret til den enkelte forbruger taget i betragtning, valgte 14 ud af 17 rådsmedlemmer at gå sammen om de følgende anbefalinger:
- A: Den danske regering bør arbejde på, at der internationalt indføres aftaler om, at fødevareområdet pålægges afgifter, så den enkelte fødevares klimabelastning afspejles i prisen,
- B: Da et sådan system vil være både teknisk omfattende og politisk tidskrævende anbefaler Rådet, at Danmark går foran og i første omgang indfører en afgift på den klart mest klimabelastende fødevare af alle: rødt kød, og når det er teknisk muligt, udvider afgiften til at dække alle fødevarer,
- C: Om afgiften skal placeres i forbrugsleddet eller produktionsleddet, og hvordan den skal udformes er ikke afgørende for Rådet, men det foreslås i første omgang at placere afgiften på forbrugsleddet, da det dels vil sikre, at dansk landbrug ikke udsættes for konkurrenceforvridning, da alt oksekød, også det importerede, vil stige i pris og dels vil være med til at synliggøre fødevarevalgets store betydning for klimaet for borgerne.
Endelig vil en sådan afgift være med til at give Danmark en stærkere stemme i de internationale forhandlinger om, hvordan man får sænket produktion og forbrug af animalske produkter i de kommende år.
Videre anbefalede det store flertal i Rådet, at man fra samfundets side også sætter ind med andre virkemidler så som fjernelse af moms på klimavenlige fødevarer, en målrettet indsats mod madspild, indførelse af kødfrie dage i offentlige bespisningstilbud med mere.
Rådets anbefalinger vakte mildest talt en del debat og en række kritikpunkter blev hurtigt fremført dels fra poltisk hold og dels fra producentsiden. Jeg kan ikke her gennemgå dem alle, men blot pege på de vigtigste – og forsøge at give et kortfattet svar.
Eksempler på kritik
Afgiften vil ikke virke, da den vil være for ineffektiv, buearukratisk, omkostningstung med mere.
Til det er der at sige, at det vil afhænge af, hvordan man designer en eventuel afgift. Fedtafgiften er muligvis et eksempel på, hvordan man ikke skal gøre, imens reguleringen af prisen på tobak og alkohol kan tjene som positive eksempler. Det vigtige for Rådet er ikke, hvordan en afgift indrettes, men at den rent faktisk fører til et sænket forbrug og gør sammenhængen mellem fødevarevalg og klimabelastning synlig. Viser det sig, at en afgift ikke kan indrettes på en fornuftig måde, så er det, situationens alvor taget i betragtning, nødvendigt at komme op med andre forslag, der kan føre til en reduktion i forbruget af de mest klimabelastende fødevarer
Afgiften vil have social slagside, da den vil ramme de fattigste hårdest.
For det første er ideen jo ikke, at man skal fortsætte med samme forbrug, men flytte forbruget, hvorfor det økonomisk ikke vil blive dyrere at spise, med mindre man fastholder at ville forbruge samme mængde rødt kød som før – et forbrug, som Rådet har påpeget den enkelte kan siges at have en etisk pligt til at mindske. Vælger man at sætte sig ud over denne pligt, vil det have en omkostning, men der vil være et rigt udvalg af mere klimavenlige fødevarer, som man kan vælge i stedet.
For det andet så er afgiftens opgave ikke af social art, men rettet mod at mindske de klimaproblemer, som i sig selv kommer til at belaste de mindst bemidlede hårdest blandt ander i form af generelt stigende fødevarepriser.
Etisk Råd bør slet ikke blande sig i dette spørgsmål og blander i denne sag politik og etik sammen.
Fødevareområdet og spørgsmål knyttet til bæredygtighed hører ind under Det Etiske Råds mandat, så det giver god mening, at Rådet tager spørgsmål om klimaforandringer og fødevarer op. Endvidere gives der intet skarpt skel mellem politik og etik. Politik er at søge at få sine værdier gennemført på samfundsplan, hvorfor Rådet ikke kan undgå at blande sig i politik, når det nu en gang har til opgave at belyse væsentlige etiske problemstillinger inden for sit mandat og gennem anbefalinger rådgive politikerne.
Afgift på røde bøffer
Diskussionen kom hurtigt til at handle om en afgift på røde bøffer. Jeg håber, det her er lykkedes at give et mere retvisende billede af Rådets arbejde og få gjort den helt grundlæggende problemstilling tydelig. At vi gennem vores valg af fødevarer er med til at skabe de klimaforandringer, der truer os alle og den natur, som vi lever i, med og af. Derfor er det etisk legitimt, at vi som fællesskab blander os i hinandens valg af fødevarer på samme måde, som vi blander os i for eksempel hinandens ryge- og alkoholvaner blandt andet gennem afgifter.
En afgift på rødt kød i Danmark vil ikke løse verdens klimaproblemer – men det vil være en begyndelse til at få taget hul på en meget kompleks problemstilling, der trænger sig mere og mere på. Skulle der være bedre måder at gøre dette på, så lad os endelig få dem på bordet.
Mickey Gjerris har i en årrække forsket i emnefeltet natur, menneske og teknologi og udgivet en lang række artikler og bøger om etiske emner. Han bliver ofte brugt som ekspert, debattør og foredragsholder om emner som klimaforandringer, dyreetik, fødevareetik og medicinsk etik.
Artiklen har også været bragt i Global Økologi udgivet af Det Økologiske Råd.
