SF’eren Mette Touborg, der er borgmester i Lejre Kommune, bliver formand for Måltidstænketanken. Fødevareminister Dan Jørgensen er glad for at sige goddag til den nye formand.
- Hun er en dygtig politiker som igennem sit engagement i Lejres økologiske omstilling har vist, at hun har stærke holdninger til mad og bæredygtighed, og hun formår at sætte handling bag ordene. Derfor er jeg sikker på, at hun vil blive en stærk formand for tænketanken, siger Dan Jørgensen.
Mette Touborg overtager posten efter den tidligere direktør i Landbrug & Fødevarer Søren Gade, der trak sig fra formandsposten i Måltidstænketanken, umiddelbart efter han stoppede som direktør i landbrugsorganisationen.
- Med Mette Touborg får vi en god erstatning for Søren Gade, der desværre måtte trække sig, siger Dan Jørgensen, der ser meget frem til at komme i gang med arbejdet i Måltidstænketanken med Mette Touborg ved roret.
Giver god mening som politiker og mor
Mette Touborg siger i en pressemeddelelse, at hun glæder sig til at tage udfordringen op.
- Måltidstænketanken viser, at vores fødevareminister har politiske visioner for udviklingen af vores måltidskultur. Det handler om omtanke i fødevareproduktionen og kvalitet i selve måltidet, og det handler om skønne smagsoplevelser, en god ernæringssammensætning og samvær med andre, når vi spiser. Det handler kort fortalt om madkultur, siger Mette Touborg, der glæder sig til at møde resten af holdet.
- Måltidstænketankens arbejde giver rigtig god mening for mig som politiker og mor, og jeg glæder mig til sammen med et fantastisk hold af madhåndværkere, eksperter og meningsdannere, at bidrage til, at ministerens vision kan foldes ud, siger Mette Touborg.