Mette Gjerskov udfordrer landbruget

Fødevareministeren kommer nu med en kontant udfordring til landbruget: Kom med alternativer til nye miljøkrav som skal sikre danske fjorde mod iltsvind og skabe et godt havmiljø. Udfordringen kommer i lyset af landbrugets voldsomme kritik af randzonerne og landbrugets krav om andre initiativer.

Landbruget skal skære ned på udledningen af kvælstof.

Danmark skal have et godt vandmiljø – fjorde og hav rig på natur, planter og fisk. Det er selvstændig forpligtigelse som nation og som medlem af EU. Virkeliggørelsen af målsætningen består blandt andet i at reducere udledningen af kvælstof.

Målet er at reducere udledningen af kvælstof med 9.000 tons i 2015. En stor del er allerede sat i værk via beskyttende randzoner omkring vandløb og søer. Næste skridt er ekstra krav om miljøafgrøder også kaldet efterafgrøder, der vil reducere udledningen med knap 2000 tons kvælstof.

En bunden opgave
- Vi står med en bunden opgave. Vores fjorde skal sikres mod iltsvind, og vi skal skabe et godt havmiljø. Vi ved at udledning af kvælstof fra landbruget er det største problem. Her var randzonerne et vigtigt skridt. Næste skridt er krav om ekstra miljøafgrøder. Med de to initiativer er vi halvvejs i mål, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Landbruget har kritiseret randzonerne voldsomt og blandt andet krævet alternative metoder. Også kravet om ekstra miljøafgrøder har landbruget modsat sig. Men samtidig ønsker de at tage ansvar for natur og miljø. Derfor kommer fødevareministeren nu med en kontant udfordring til landbruget om at komme med alternativer.

Sæt handling bag ordene
- Der har været rigtig meget snak om alternativer. Det meste har været fremtidsvision. Nu må landbruget sætte handling bag deres ord. Kom med alternativer, der virker her og nu. Målet kan der ikke rokkes ved, men hvis landbruget har andre ideer med samme effekt, så tager jeg dem med, siger Mette Gjerskov.

Landbruget får ind til 1. december 2012 til at foreslå alternativer til miljøafgrøder, hvorefter de vil blive efterprøvet af eksperter.

Randzoner og miljøafgrøder er en del af vandplanerne som skal efterleve EUs vandrammedirektiv. Da SRSF overtog regeringsmagten i efteråret 2011 var vandplanerne 2 år forsinket og endnu ikke vedtaget. Det blev de af den nye regering i december 2011. Dette forhindrede med nød og næppe en forestående EU-retssag mod Danmark.

Kvælstof fra landbruget
Danmarks havområder er fortsat i en dårlig tilstand. Det fremgår af Aarhus Universitets seneste rapport om Vandmiljø og Natur fra 2010, at den vigtigste forurening af havene er udledningen af kvælstof. Den største udleder er landbruget.

De mest forurenede marine områder er fjorde, men også de åbne dele af de indre danske farvande er påvirket. I år har man bl.a. kunne konstatere iltsvind ved Aabenraa Fjord og i det Sydfynske Øhav. Iltsvindet har været så kraftigt, at der endnu engang er konstateret døde fisk på strandene.

 

Fakta om udfordringen

Landbrugets alternativer til miljøafgrøder skal indsendes til NaturErhvervstyrelsen inden 1. december 2012.

Det er en forudsætning

• At forslagene er omkostningsneutrale for staten,
• At forslagene kan kontrolleres,
• At effekten af forslagene kan dokumenteres,
• At effekten modsvarer miljøafgrødernes reduktion på 1950 tons kvælstof.

Forslagene vil efterfølgende blive efterprøvet af eksperter fra Aarhus Universitet og Fødevareøkonomisk Institut frem til den 15. januar 2013.

Hvis forslagene er anvendelige vil de blive implementeret, så den enkelte landmand kan vælge, om han vil anvende alternativerne eller miljøafgrøder til at reducere udledningen af kvælstof fra hans bedrift.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: