Metro Service får egen el-tankstation

ELBILER: Metro Service, der driver og vedligeholder Metroen i København, har som en af de første virksomheder i Danmark investeret i en hurtiglade-station til virksomhedens elvarebiler, der nu kan oplades på bare 30 minutter.

På en halv time får elbilerne strøm nok til 100 kilometers kørsel.

Metro Service har siden juni 2014 kørt i elbilerne Citroën Berlingo Electrique, der primært bruges til servicebesøg. Med investeringen i en hurtiglade-station fra CLEVER kan Metro Service nu hurtigt oplade elbilerne og har da også bestilt yderligere tre Nissan e-NVE200 elvarevogne.

Opladning på 30 minutter
Investeringen i en hurtiglade-station gør, at Metro Service kan få det optimale ud af deres fem elvarebiler, der nu har fået forøget rækkevidden betydeligt. På bare 30 minutter kan bilen nu få yderligere 100 kilometer på batteriet. Metro Service får også installeret tre ladebokse fra CLEVER på virksomhedens adresse.

-Nu har vi både den fleksibilitet, at vi kan hurtigoplade varevognen på kort tid, præcis når det passer os, og samtidig kan vi oplade den på de almindelige ladebokse om natten, hvor bilen alligevel holder stille, siger Max Brandt, ledende tekniker i Metro Service.

-En af de klare fordele ved at have en elbil i driften er, at vi ikke behøver at køre ud for at få tanket bilen, det forgår på arbejdspladsen. Når vi møder om morgenen, er den fuldt opladt, og skal vi have tanket i løbet af dagen, kan vi gøre det her på arbejdspladsen – og det er smart og tidsbesparende, siger Max Brandt.

Opladning og elbil hører sammen
Det er elbiloperatøren CLEVER, der står for installation og drift af hurtiglade-stationen og detre ladebokse. CLEVER har mange års erfaring med både drift og opladning og har foretaget mere end 3.0000 installationer af ladebokse og hurtiglade-stationer i Danmark.

-Flere virksomheder får øjnene op for de fordele, der kan være ved at vælge elbiler i driften. Og vores opgave er at finde den ladeløsning, der passer bedst til bilen og til virksomhedens behov, siger Lars Bording, adm. direktør i CLEVER.

CLEVER driver også et landsdækkende ladenetværk af hurtiglade-stationer, der er offentligt tilgængelige.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: