Selvom mange kommuner er godt i gang med omlægningen til økologi, er det stadig den private sektor, der køber mest økologi.
I 2014 stod de private storkøkkener for ca. 60 procent af forbruget svarende til varer for ca. 778 mio. kr. Især salget af økologi til hoteller og restauranter er steget flot fra 196 millioner kroner til 315 millioner kroner fra 2013 til 2014.
Andreas Buchhave Jensen, chefkonsulent i Landbrug& Fødevarer glæder sig over fremgangen, som er større end forventet.
- Vi forventer, at salget af økologi til foodservicesektoren fortsat vil stige med helt op til en 15-20 procent i år, siger han.
- Flere og flere storkøkkener er godt i gang med omlægningen til økologi og det vil give øget efterspørgsel. Samtidig stiger antallet af restauranter med ”Det Økologisk Spisemærke”, fordi mange danskere vil have mad lavet på økologiske råvarer, når de går ud og spise. Så jeg spår økologien en lys fremtid i foodservicesektoren
I Danmark købte vi i 2014 økologiske varer for 8,1 milliarder kroner. Det svarer til, at hver dansker spiser økologisk mad for omkring 1.450 kroner om året.