Merrild utilfreds med EU-reform

LANDBRUGSPOLITIK – Aftalen om EU’s, landbrugspolitik bløder op på nogle af de hårdeste økonomiske slag for danske mælkeproducenter, men som helhed risikerer aftalen at koste milliarder for dansk landbrug, skønner Landbrug & Fødevarer.

Der er store huller i reformen af EU's landbrugspolitik, mener Martin Merrild.

Den kommende EU-landbrugsreform kan blive et dyrt bekendtskab for danske landmænd. Det ligger fast, efter at EU’s landbrugsministre i går aftes fik forhandlet deres forslag til den endelige reform på plads.

Nogle af de helt store udfordringer forbliver uløste – fx indeholder forslaget fra landbrugsministrene stadig mulighed for, at nationale regeringer kan flytte op til 15 pct. mellem pengekasserne.

I praksis kan det betyde, at danske landmænd må afgive støtte, mens andre lande vælger at føre pengestrømmen den anden vej, så landmændene her får penge fra andre kasser.

- Hvis danske politikere vælger at flytte 15 pct. – svarende til en milliard kroner – væk fra danske landmænd over til andre formål, mens andre lande gør det modsatte, så skal vi konkurrere med den ene arm bundet på ryggen. Det vil være en meget uheldig situation for den danske fødevaresektor, og et alvorligt brud med den fælles landbrugspolitik, siger Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer.

Miljø og natur
Landbrug & Fødevarer hæfter sig også ved, at landmændene skal levere en vis portion miljø- og naturtiltag for at modtage støtte. Det gør vi allerde, siger Merrild, som også peger på, at der langt fra er enighed om, hvad der skal tælle med som ’grønne tiltag’.

- Vi vil meget gerne levere natur og miljø til samfundet fremover, og det gør vi allerede i stor stil i dag. De indsatser, vi har gjort, vil man fremover belønne landmænd i andre lande for at gøre – og så mener vi i al beskedenhed, at de bør tælle med på vores regnskaber også. Ellers bliver udgangspunktet helt skævt, forklarer Martin Merrild.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: