Merrild flirter med Socialdemokraterne

Martin Merrild har ændret syn på Socialdemokraterne.

POLITIK – En stille tilnærmelse er ved at udvikle sig til en åbenlys flirt mellem landbruget og Socialdemokraterne. Det stod klart til Landbrug & Fødevarers delegertmøde, der løb af stablen i Herning onsdag og torsdag, skriver Altinget.

Her kvitterede førstemanden i landbrugets interesseorganisation, Martin Merrild, for den politiske dialog med regeringen ved at sende rosende ord til det største regeringsparti.

- Tidligere så jeg ikke Socialdemokraterne som en vækstdriver i samfundet. Det må jeg indrømme, at jeg ser anderledes på i dag, lød det fra Martin Merrild.

Han lagde ikke skjul på, at dele af landbruget har oplevet regeringen som arrogant og har været frustreret over, om man virkelig ønskede erhvervet det godt. Men nu er situationen forandret, og der er ‘slået hul i muren mellem landbruget og politikerne.’

Fødevareminister Karen Hækkerup kvitterede da også i sin tale for de smigrende ord fra landbruget:

- Jeg har glædet mig til at stå over for verdens bedste landmænd. Jer og jeres forgængere har med flid og nøjsomhed bygget det landbrug op, som vi lever af i dag. Et landbrug, som tjener milliarder hjem til os alle sammen og har skabt tusindvis af jobs, sagde Karen Hækkerup ifølge Altinget.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: