Selvom mere end en milliard mennesker hver aften må gå i seng med rumlende maver, bliver stadig flere fødevarer brugt til brændstof i stedet for til fødevarer, skriver Food & Culture.
I USA er mængden af majs, der bliver brugt i enthanol netop oversteget den mængde, der bruges til foder i husdyrproduktionen. Det oplyser statskonsulent i Washington, Steen Steensen. USA producerede knap 14 milliarder gallons bioethanol i 2011. Ethanolindustrien understøtter cirka 90.000 jobs og 311.000 afledte jobs og bidrager med 42,4 milliarder dollars til USA’s BNP.
Holder prisen nede
- Ethanolproducenterne roses af politikerne for at bidrage til at holde brændstofpriserne nede, og generelt ytres der ikke megen kritik af førstegenerations bioethanol. Kommercialiseringen af andengenerations bioethanol har tabt politisk momentum og i medierne, som hellere fokuserer på algebaseret bioethanol – såkaldt trejdjegenerations bioethanol, fortæller Steen Steensen til Food & Culture.
- Ifølge Renewable Fuels Association aftog USA’s ethanolproduktion alene i 2011 ca. 40 pct. af USA’s majsforsyninger, hvilket ifølge tidsskriftet The Pig Site var første gang i historien, at hovedparten af majsproduktionen ikke gik til foder. I et større perspektiv betyder det, at 3,2 pct. af alle verdens kornforsyninger gik til USA’s produktion af bioethanol, oplyser Danmarks statskonsulent i Washington.