Praktisk viden om havebrug skal spredes ud over hele landet, så vi sammen kan passe på vores drikkevand, frugtbarheden af vores jord og insektlivet i vores natur.
Derfor vil Praktisk Økologi uddanne 75 haveambassadører, der kan få økologien til at blive udbredt gennem lokale havenetværk, ved at støtte og rådgive haveejere og have-iværksættere i at dyrke økologisk. I parcelhushaver, kolonihaver, skolehaver, byhaver, kort sagt alle slags haver.
Praktisk Økologis har fået støtte fra VELUX Fonden, der har bevilget foreningen tre millioner over tre år, så alle kan få adgang til praktisk viden om at dyrke haver økologisk.
Allerede nu spirer Praktisk Økologis lokale havenetværks frem i mange af landets byer. Fællesskaber, hvor mennesker finder glæde ved at være sammen, hvor praktisk viden, planter og frø kan deles, hvor havelåger åbnes og livet i haven blomstrer.
Alle kan være med i den økologiske have
Praktisk Økologi vil udnytte al det gode potentiale der eksisterer i de danske haver, de skæve, tomme hjørner i byerne og græsplænerne foran plejehjem og skoler.
Vi kan alle være med til at gøre vores omgivelser mere mangfoldige og spiselige. Plante frugttræer, bærbuske og dyrke grøntsager. Alle kan være med, og der er hjælp af hente, når du skal anlægge din have, når du skal spire dine frø og når du skal starte din kompost, fortæller Sandra Villumsen, der er ansat som ny projektleder i Praktisk Økologi.
- Vi kan se at mange gerne vil gøre noget for deres miljø lokalt, fællesskabstanken blomstrer, og samtidig er interessen for havedyrkning stærkt voksende både i byen og på landet, siger hun.
- Vi har brug for at koble vores stressede hoveder fra, og at få en have til at gro er noget mange finder ro i. Men al begyndelse er svær, så i Praktisk Økologi vil vi gerne dele vores viden med alle de gode initiativer rundt om i landet, understreger Sandra Villumsen.
Biodiversitet begynder lokalt
Økologi handler om mere end blot at sige nej til sprøjtemidler og kunstgødning og ja til kompost og øko-grønt. Økologien skal være mere helhedsorienteret og favne mangfoldigheden. Biodiversiteten skal fremmes, og de danske haver er et vigtigt sted at starte. For fuglelivet, for insektlivet, for regnvandet, for æstetikken, for nysgerrigheden og for balancen.
Meget kan gøres lige uden for din dør. Skab opmærksomhed og debat, del planter og frø, brug bæredygtige metoder og skab små, rummelige naturmiljøer, lyder opfordringen fra Praktisk Økologi.
- Hos VELUX FONDEN ser vi frem til at følge, hvordan projektet ’Mere liv i haven’ vil stimulere og støtte frivillige netværk over hele landet og sætte fokus på biodiversiteten i form at praktiske økologiske aktiviteter i de private haver, siger Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN.