Mere gødning kan give milliardgevinst

GYLLEGATE – De konservative stemte i dag sammen med de øvrige partier i blå blok for at vedtage regeringens gødningslov, som åbner op for betydelige mere gylle og kunstgødning på de danske marker.

Eva Kjer Hansen fik gennemført sin gødningslov og stiller landbruget en milliardgevinst i udsigt.

Et flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har i dag vedtaget at give landmændene lov til at bruge mere gødning.

Allerede fra begyndelsen af marts kan danske landmænd skrue helt op for gødningsspreder og gyllenedfælder for at give deres afgrøder mere gødning.

Det er resultatet af de seneste ugers voldsomme debat om landbrugets udledning af kvælstof, som senest har udløst en parlamentarisk krise, hvor et flertal i Folketinget har mistet tilliden til Venstres miljø- og fødevareminister, som er blevet grebet i at fifle med med tallene for at få udledningen af kvælstof til vandmiljøet til at se pænere ud.

Gevinst på op mod 1,8 milliarder kroner
Ifølge ministeren vil landmændene kunne score en årlig økonomisk gevinst på mindst helt op mod 1,8 milliarder kroner, fordi de med de nye regler ikke længere skal tage hensyn til miljøet, men kan give ligeså meget gødning som for 30 år siden, hvor den enkelte landmand fastlagde gødningsniveauet efter, hvad der var økonomisk optimalt.

For at landbruget kan tjene to milliarder ekstra, erkender regeringen, at det er nødvendigt at sætte ind med miljøkompenserende ordninger som skov og vådområder, som koster skatteyderne en milliard kroner.

Den nye gødskningslov er startskuddet til en ny, målrettet miljøregulering af landbruget, der ifølge Eva Kjer Hansen skal nedbringe udledningen af kvælstof.

- Vi fjerner en gammeldags og ufleksibel lovgivning, og vil erstatte den med en moderne og mere målrettet regulering af landbruget og miljøet. Dermed kan vi både nedbringe kvælstofbelastningen af miljøet markant frem mod 2021 og samtidig skabe arbejdspladser og en milliardgevinst i et erhverv, der har stor betydning i hele Danmark, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Mere gødning allerede fra marts
Den nye gødskningslov afskaffer den nuværende normreduktion på kvælstof, hvor alle landmænd er tvunget til at skrue 20 procent ned for gødningsforbruget for at skåne det omgivende miljø.

Det betyder, at de mest kvælstofkrævende planter ikke vokser helt så så meget som tilbage i 1980′erne, før landbrugets industrialisering og stigende forurening gjorde det nødvendigt at regulere både gødnings- og pesticidforbrug.

Den tidligere normreduktion skal ifølge politikerne afløses af en mere målrettet miljøregulering, hvor den enkelte bedrift bliver reguleret på den specifikke udledning til det omkringliggende miljø. Problemet er blot, at ordningen ikke er på plads. Dermed får landmændene med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens velsignelse i praksis fuldstændig frie tøjler.

Ingen regulering før 2018
Den målrettede regulering forventes tidligst indført fra dyrkningssæsonen 2018/2019. Regeringen har afsat mere end en mia. kroner til kompenserende miljøindsatser som for eksempel vådområder og skovrejsning.

Konkret bliver to tredjedele af normreduktionen fjernet ved udgangen af februar, så landmændene allerede fra foråret får forøget deres kvælstofkvote væsentligt. Det fremgår af aftalen om Fødevare- og landbrugspakken, at landmændene fra 1. august 2016 skal kunne gøde op til såkaldt økonomisk optimum, når den sidste tredjedel af normreduktionen fjernes.

Den økonomiske gevinst ved fjernelsen af normreduktionen ventes ifølge beregninger fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet at være mellem 1,3 milliard kroner og 1,8 milliard kroner årligt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: