Mere gødning forbedrer ikke kornets kvalitet
KRONIK – En ny lov giver landbruget lov til at sprede mere gødning på markerne for at opnå korn af bedre kvalitet. Men det er slet ikke sikkert, at mere gødning vil forbedre kvaliteten af det danske korn. Det er nemlig ikke kvaliteten, men mængden der er vigtigst, når kornet bruges til foder.
Kornets proteinindholdet og særligt indholdet af gluten er af stor betydning, men der findes allerede en ordning, som gør, at brødkorn, som dyrkes i Danmark, kan tildeles ekstra gødning. Foto: NaturErhverstyrelsen
Af Ole Jeppesen, industri- og erhvervshistoriker
Dansk landbrug har stor betydning for vores nationaløkonomi i kraft af en stor eksport af landbrugsvarer igennem de sidste par hundrede år. I samspil med handel, industri og forskning har landbruget dygtigt forstået at tilpasse og omstille produktionen til ændrede markedsvilkår blandt andet ved stigende produktivitet.
Det er en fortælling, som mange danskere stadig er stolte af, men den stigende effektivisering og specialisering har også en bagside, idet det har krævet mange landbrugsfaglige kompromiser og nedlæggelse af mange landbrug og fødevarevirksomheder.
Ifølge landbrugets talsmænd, politikere og økonomer indeholder dansk korn for lidt protein, fordi de danske bestemmelser for anvendelse af gødning er for restriktive. Det siges igen og igen, at det lave proteinindhold betyder, at dansk korn ikke kan bruges til mel, gryn, brød, øl eller foder, og at det ikke kan sælges til udlandet, fordi danske landmænd ikke må gøde kornet til dets optimum. Derfor glæder landbruget sig over den forhøjede gødningsnorm, og der regnes med en estimeret årlig gevinst på en-tre milliarder kroner.
Mere gødning vil desværre medføre mere udledning af kvælstof end de nuværende 57.000 tons årligt, som allerede er langt over den aftalte målbelastning på 42.000 tons, der gælder for perioden 2016-2021, og det kan få alvorlige konsekvenser for vandmiljøet.
Med landbrugspakken skal der indføres en ny og mere målrettet regulering, så gødningsnormen igen reduceres på de arealer, hvor de negative miljømæssige konsekvenser er størst. Hvordan det skal gennemføres i praksis, vides endnu ikke, og det vides heller ikke, hvad det kommer til at koste i kompensation til de landmænd, der igen vil blive pålagt begrænsninger, når den målrettede regulering kommer.
Kan vi være sikre på, at kornet bliver bedre, hvis det tildeles mere gødning?
Brødkorn og proteinindhold
Lad os begynde med brødkornet, hvor proteinindholdet og særligt indholdet af gluten er af stor betydning, men hvor landbrugspakkens øgede gødningsnorm ikke vil få betydning, fordi der allerede findes en ordning, som gør, at brødkorn, som dyrkes i Danmark, kan tildeles ekstra gødning.
Når der alligevel er grund til at bekymre sig om kvaliteten af det danske brødkorn, er det af helt andre årsager.
Midt i 1800-tallet havde hvede kun begrænset betydning for fødevareforsyningen i Danmark, idet rug og byg spillede en større rolle, men hvededyrkningen var i fremgang, fordi den var efterspurgt til eksport.
Hvede blev anset som finere og som mere passende føde for dannede folk, men for de fleste danskere var hvede kun noget, som blev spist ved særlige lejligheder. Når dyrkningen af hvede i Danmark ikke var mere udbredt, hang det vel også sammen med, at de dyrkningsmæssige betingelser i det meste af Danmark, især på grund af det kølige danske klima, ikke er optimale til dyrkning af hvede.
Det var især ’den danske brune hvede’, som blev dyrket i begyndelsen af 1800-tallet. Den brune farvenuance var typisk for den hvede, der fandtes i Østersø-egnene, idet hveden udviklede egenskaber og karakter afhængig af jordbund og klimapåvirkninger. Den var mere robust end den engelske hvide hvede, der blev anset som finere, og som havde været afprøvet i Danmark allerede i slutningen af 1700-tallet, men var opgivet igen, fordi den ikke kunne tåle de kolde vintre.
Dansk hvede i 1862
Betegnelsen ’dansk hvede’ var vel et udtryk for nationalromantik, men var også nyttigt til at ’brande’ dansk hvede som eksportvare, og i 1862 blev den omtalt som ’the strong Danish wheat’ i England.
Desværre er der ikke bevaret genetisk materiale fra denne tidlige danske hvedesort, fordi den blev opgivet til fordel for andre mere højtydende sorter, før der blev iværksat en mere systematisk indsamling af genetisk materiale.
Forståelsen af planternes genetik og selve begrebet ’gen’ skylder vi i høj grad den danske forsker Wilhelm Johannsen. Før han påbegyndte sine banebrydende studier i genetik, arbejdede han med undersøgelser af hvede, som bragte ny viden om hvedekornets proteiner og gluten.
Under kornsalgsperioden midt i 1800-tallet blev der indført mange forskellige udenlandske hvedesorter. Som regel gav de et godt udbytte i de første år, men ringere mel end de etablerede og akklimatiserede sorter. Men de nye sorter var stivere i strået og gik derfor ikke så let i leje, og de passede derfor bedre til den mere intensive drift, hvor landbrugets omlægning til animalsk produktion medførte en mere gødningskraftig jord. Det gjaldt for eksempel hallets-hvede, der var ret udbredt i 1860’erne, men den fik hård kritik, fordi bagekvaliteten var dårlig.
Produktiv squarehead-hvede
På en rejse i 1874 fandt direktør for Fællesindkøbet Jens Ludvig Jensen den meget produktive squarehead-hvede, og han fik et stort kvantum indført. Fire år senere blev den dyrket på mere end halvdelen af det danske hvedeareal, men i vinteren 1880/81 blev den ødelagt af frost, hvedehøsten slog totalt fejl, og det medførte klager særligt fra de danske handelsmøller på grund af dens sårbarhed, og fordi den var vanskelig at formale og ikke havde tilstrækkeligt højt glutenindhold.
Landbruget og J.L. Jensen fik skylden, og direktøren for Kbh. Dampmøller udtalte på et offentligt møde om sagen, at evnerne ikke svarede til viljen! Landmanden lod sig lede af, hvad der gav størst foldudbytte.
I Sverige havde man været mere forsigtig, og den svenske hvede var bedre. J.L. Jensen fastholdt, at hovedspørgsmålet for landmanden var at dyrke den hvedesort, der gav ham den største pengeindtægt.
På baggrund af kritikken fik handelsmøllerne og Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab iværksat et meget omfattende forsøgsprogram allerede det følgende år med en målsætning om at finde hvedesorter, der passede til danske forhold, og som både havde stor ydeevne, var hårdføre og havde den kvalitet, som møllerne efterlyste.
Forsøgene var stort anlagte, med omfattende dyrknings- og bagningsforsøg og med dyrkning på meget store parceller. Man håbede på at kunne skaffe så store mængder såsæd, at man i løbet af få år kunne få indført en ny og bedre hvedesort.
Men forsøgene måtte justeres allerede i 1884. Det skulle stadig være formålet at finde en hvede, som bedre kunne leve op til dampmøllernes behov, men det skulle ske »uden at træde landmændenes interesser for nær«.
Forsøgene fortsatte i en lang årrække og endte med en lovprisning og anbefaling af squarehead-hvede på trods af fortsat kritik fra handelsmøllerne. I 1896 konstaterede forsøgsleder Chr. Sonne, at squarehead-hveden havde vundet indfødsret og kunne kaldes dansk hvede, fordi det var den hvede, der passede bedst til dansk landbrug. Forsøgene havde dog vist, at det godt kunne lade sig gøre at dyrke hvedesorter, som bedre ville kunne tilfredsstille møllerne, men det kunne ikke betale sig, fordi de ikke gav en tilstrækkelig merpris.
Stor import fra 1870
Al hvedeforædling i Danmark siden 1901 har bygget på squarehead. I første omgang tystofte-smaahvede fra 1901, og senere krydsninger mellem tystoftesmaahvede og andre afkomster af squarehead.
Vilkårene var også forandret på grund af stigende hvedeproduktion i store lande som Rusland og USA, der kunne producere hvede med et højt protein og gluten, og fordi flere af de lande, som danske handelsmøller eksporterede til, indførte told og støtteordninger, der favoriserede eget landbrug og egne møller.
Handelsmøllerne i Danmark begyndte allerede fra 1870 at importere store mængder udenlandsk hvede, som de blandede med dansk hvede, og på den baggrund opnåede danske handelsmøller en stor meleksport, som på trods af vanskeligere vilkår fortsatte indtil ca. 1890, hvorefter den gik hurtigt tilbage og var helt slut midt i 1890’erne. Men selv om eksporten sluttede, fortsatte handelsmøllerne med at importere brødhvede, fordi danskerne havde fået smag for amerikansk mel, som var velegnet til bagning af store og lette hvedebrød.
Da meleksporten måtte stoppe, blev konkurrencen i mølleribranchen hård, og i løbet af 1900-tallet er mange møllevirksomheder lukket. I dag formales det meste danske brødkorn på Valsemøllen i Esbjerg eller på Lantmännens mølle i Vejle. Det korn, som møllerne anvender i deres produktion, dyrkes på kontrakt eller indkøbes i store partier og blandes, så det opnår de bageegenskaber, som kunderne efterspørger.
Brødkornsavlere har som allerede nævnt mulighed for at tildele ekstra gødning efter en særlig brødkornsordning, og derfor vil den ekstra gødning, som nu kan tildeles med vedtagelsen af landbrugspakken, ikke få nogen betydning for brødkornet.
I forbindelse med værdiafprøvningen bliver der bagt brød og foretaget bageanalyser af alle de hvedesorter, der søges optaget på brødhvedelisten. Men der er ikke siden hvedeforsøgene gjort nogen tilsvarende samlet national indsats for at udvikle og forbedre dansk brødkorn. Det er derfor op til enkelte danske landmænd med speciale i at dyrke brødkorn i samarbejde med handelsmøller eller kornhandlere at avle egnet brødkorn.
Mere gødning
Det er nok i den meget store animalske produktion, at vi skal finde forklaringen på landbrugets ønsker om at bruge mere gødning. Med overgangen til animalsk produktion var det i landbrugets interesse, at Danmark var et frihandelsland, der gjorde det let at importere foder og hjælpestoffer til landbruget og let at afsætte landbrugets eksportvarer.
For de fleste landmænd betalte det sig at producere animalske fødevarer, særligt med andelsbevægelsen, som på effektiv vis sikrede, at landmændene fik en større del af fortjenesten ved salget af de forarbejdede landbrugsvarer.
Den stigende animalske produktion medførte også et stigende behov for foder, og derfor gik Danmark fra at være korneksporterende til at blive kornimporterende. En mere effektiv kontrol og fællesindkøb af frø, særligt græsfrø, som sikrede gode og spiredygtige græsfrø, havde stor betydning for overgangen til animalsk produktion, og efterhånden blev der også anvendt og importeret mere proteinrigt foder i den animalske produktion, for eksempel klid, korn og soja.
Den meget store animalske produktion har medført, at den vegetabilske landbrugsproduktion i dominerende høj grad bliver anvendt til at forsyne det animalske landbrug med foder, og derfor er incitamentet til at udvikle og forbedre kornavlen i Danmark også særlig stort, når det gælder udvikling af sorter til det formål.
Det udviklingsarbejde, som udføres af landbrugets egne forsøgscentre med planteavl i Danmark, har naturligvis fokus på at afprøve kornsorter, der passer til de vilkår og rammebetingelser, som gælder for dansk landbrug. Det har nok især handlet om at udvikle kornsorter, der kan optage meget kvælstof og giver et stort høstudbytte, også fordi det ikke er almindelig praksis, at afregningen for foderkorn tager hensyn til kornets proteinindhold. Proteinet kan så tilsættes foderet på anden vis.
Det er altså især landmænd, som producerer foderkorn i forbindelse med en animalsk produktion, der opnår en gevinst ved, at der kommer bedre muligheder for at gøde.
Høstudbyttet af de moderne vinterhvedesorter har været stigende i en årrække, mens proteinindholdet i kornet er faldet tilsvarende. For at få maksimalt udbytte af den ekstra gødning kan det være nødvendigt at tildele gødningen ad flere gange, og det kan give andre ulemper, fordi det giver udgifter til brændstof og lønninger og kan give skader på kornet og jorden, når der skal køres flere gange med store maskiner for at gøde, jordbehandle eller sprøjte.
Hvis gødningen giver en større vækst, kan der også være en risiko for, at kornet vil gå i leje, og endelig vil et øget udbytte nok også medføre et øget forbrug af blandt andet pesticider. Det vil også være meget vanskeligt at undgå et ret stort gødningsspild, fordi mange landmænd uundgåeligt vil komme på den forkerte side af kornets optimum med risiko for negativ påvirkning af høstudbyttet og en betydelig merudledning af kvælstof.
Fordele ved at omlægge produktionen
Der vil være store fordele ved en omlægning af den meget store animalske produktion til fordel for en større vegetabilsk og mere økologisk bæredygtig produktion. Det virker underligt, at ikke en større del af brødkornet dyrkes økologisk.
Det vil være muligt, selv om det vil kræve et lidt større areal. Man er allerede et stykke af vejen, idet der stilles større krav til producenterne af brødkorn om at begrænse brugen af sprøjtemidler. Det er for eksempel ikke er tilladt at nedvisne brødkornet.
Der findes også store bedrifter, som dyrker økologisk brødkorn, og den økonomiske gevinst er ikke mindre ved dyrkning af økologisk brødkorn, idet det økologiske korn kan sælges til højere pris og dyrkes med færre udgifter til gødning og planteværnsmidler. Hvis man medtænker de positive følger, den økologiske drift har for vores sundhed og vores miljø, giver det i høj grad mening at omlægge en større del af landbruget til økologisk landbrug.
Derfor bør der også afsættes flere midler til forskning i økologisk landbrug og til at bevare og udvikle vores genetiske kulturarv ved en udbygning af samarbejdet i Norden og med en styrkelse af den danske indsats i dette arbejde. Det er et vigtigt arbejde, hvis vi ønsker et rigt og varieret udbud af sunde og velsmagende danske fødevarer.
