Mejnertsen maler mel fra muld til mund

ØKOLOGI – Anne og Niels Mejnertsen har på knap 30 år udviklet et husmandsbrug på syv hektar til et stort familiedrevet økologisk landbrug på 870 hektar ved Svebølle på Vestsjælland.

Familien Mejnertsen har stor succes med at levere fra muld til mund.

»Fra muld til mund – med respekt for miljøet«.

Sådan lyder det slogan, som Anne og Niels Mejnertsen har arbejdet ud fra i snart tredive år.

Sammen har parret udviklet et syv hektar stort landbrug ved Svebølle i Vestsjælland til i dag at være et familiedrevet, økologisk landbrug på 870 hektar med egen mølle og egen produktion af korn og mel i Vestsjælland, skrive miljøbloggen gylle.dk.

Familien leverer et strålende eksempel på, hvordan landbrug på en bæredygtig måde kan sikre både miljøet og en fornuftig indtjening.

Omsætning på over 100 millioner kroner
I dag leverer virksomheden Mejnerts Mølle økologisk korn og mel til storkøkkener, helsekostbutikker og private med en omsætning på over 100 mio. kr. i 2015.

Virksomheden Mejnerts står selv for alle led i produktionen af mel fra mark til mølle. Målet er at producere fødevarer af særlig høj kvalitet og at bringe forbruger og landmand tættere på hinanden.

Ifølge Niels Mejnertsen indeholder økologisk kvalitetsmel alt det bedste fra naturen. På Mejnerts Mølle stenkværner man eget mel ligesom i gamle dage, og derved bevares alt det gode fra naturens side. Selve møllen er meget moderne og har stor kapacitet.

Mejnerts Mølles strømforbrug bliver dækket af egen solenergi. 1500 solpaneler producerer nok el til, at hele gården er fuld forsynet med strøm.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: