Mejerier bejler til økologernes gunst

ØKOLOGI – Forbrugere i det meste af Europa køber økologisk mælk som aldrig før. Derfor er der rift om danske økologiske mælkeproducenter. Også de nordtyske mejerier bejler til økologernes gunst.

Arla efterlyser flere mælkeproducenter, der vil omstille til økologisk produktion.

Danske økologiske landmænd er ombejlede. Ikke bare af forbrugerne, men også af mindre mejerier i både Danmark og Nordtyskland, skriver Politiken.

Det presser mejerigiganten Arla, som har et mål om at øge produktionen af økologisk mælk med 25 procent senest i 2017 – og derfor har brug for nye økologiske landmænd.

Men en del af Arlas økologiske landmænd er skiftet og leverer i stedet til nordtyske mejerier som Gläserne Molkerei. De kan få en højere mælkepris i Tyskland, hvor der er stor efterspørgsel efter økologisk mælk og mejeriprodukter.

Arla mister en femtedel af sin økologisk mælk
Siden årsskiftet har 37 økologer forladt Arla og leverer nu til nordtyske mejerier. Dermed mister Arla i alt 61 millioner kg mælk årligt, hvilket svarer til lige under en femtedel af selskabets danske økologiske mælk.

- Specielt nordtyske mejerier har formået at tiltrække danske økologer. Der er generelt en stor efterspørgsel efter økologiske mejeriprodukter, og der er et manglende udbud. Så i løbet af det seneste halve års tid har de høje priser i Tyskland kunnet tiltrække primært tyske, men også danske økologiske landmænd til at levere mælk til de nordtyske mejerier, siger Tomas Pietrangeli, direktør for Arla Foods i Danmark til Politiken.

Ifølge avisen har Arla i løbet af det seneste år fordoblet det økologiske tillæg. Det betyder at en dansk økologisk mælkeproducent i dag får en samlet 3,40 kroner per kilo mælk. Det er 56 procent mere end de konventionelle leverandører får for deres mælk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: