Medieforlig giver optimisme hos netmedier

MEDIEFORLIG – Glædeligt at netmedier og innovative online projekter langt om længe kan få støtte, siger Dan Larsen, redaktør for Verdensnyt.dk, der gik i luften for et halvt år siden.

Verdensnyt.dk redigeres og udgives af Dan Larsen, som læserne også vil kende fra OrganicToday.dk

Fredagens forlig om en ny mediestøtte blev en sejr for de nye medier, som kun udkommer på nettet.

Hidtil har de gamle trykte medier scoret alle støttekronerne, men i fremtiden skal de internetbaserede medier også have del i puljen på lidt over 400 millioner kroner årligt.

Aftalen skaber optimisme hos Dan Larsen, der er ansvarshavende redaktør og udgiver af netavisen Verdensnyt.dk med artikler  om udvikling, miljø og sociale forhold i verdens fattigste lande.

Håber på risikovillighed

Dan Larsen rapporterer fra de fattige lande og har etableret Verdensnyt.dk.

- Det er glædeligt, at internetmedier og ikke mindst innovative online projekter langt om længe kan opnå støtte, siger han.

- Blot håber jeg, at der er en grad af risikovillighed til stede ved tildelingen af midler. På samme måde er det vigtigt at acceptere, at disse medieinitiativer ofte bygger på frivillig og ulønnet arbejdskraft. Projekterne bliver ikke mindre seriøse af den grund, understreger Dan Larsen.

Opstarten er vanskelig
Han har arbejdet som journalist med internationale forhold siden 1976 og har erfaring med både, tv, radio og trykte medier.

- Under opstarten af nye medier værker og knirker det alvorligt på tids- og opsparingskontoen for iværksættere uden store mediepenge i ryggen. I første fase har man ikke mange brugere og derfor meget lidt reel erfaring at trække på.

Samarbejde mellem små medier

Paula Larrain har indledt et samarbejde med Dan Larsen.

- Ydermere er det vanskeligt at opnå en kritisk brugermasse, fordi sprogområdet er så lille. Men det kan gøres, understreger Dan Larsen, der blandt andet samarbejder med OrganicToday.dk.

De to online-medier udveksler artikler og erfaringer og anvender den samme platform.

Dan Larsen leverer også udlandsstof til avisen.dk og har netop indgået et partnerskab med et andet lille netmedie, DitPerspektiv.dk. Det er grundlagt og redigeret af Paula Larrain, som mange vil kende som tidligere studievært ved tv-avisen.

Hvis de små netmedier vil gøre sig håb om at få del i mediestøtten, skal de beskæftige medarbejdere svarende til tre årsværk eller i særlig grad bidrage til den demokratiske debat for at komme i betragtning.

Kulturministeriet etablerer desuden en risikovillig innovationspulje. Herfra kan man søge projektstøtte til til etablering af nye og udvikling af  eksisterende medier.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER:

One Response to Medieforlig giver optimisme hos netmedier

  1. Pingback: Optimisme i netmedieverdenen - Verdensnyt