McDonald’s med i historisk aftale om at beskytte Arktis

KLIMA – McDonald’s og den britiske supermarkedskæde Tesco er blandt de mange producenter og leverandører af fisk, som vil beskytte nye havområder i Arktis. Også dansk firma er med i ny international aftale.

Nye havområder åbner sig i takt med, at isen trækker sig tilbage i Arktis. Foto: Larissa Beumer / Greenpeace

En række af verdens største leverandører og producenter af fisk har netop forpligtet sig til at stoppe fiskeri i nye havområder, der åbner sig i takt med, at havisen trækker sig tilbage i Arktis, oplyser Greenpeace.

Danske Espersen, Europas største leverandør af torsk fra Arktis, har været med til at indgå aftalen. Også fastfood-kæden McDonald’s, den britiske supermarkedskæde Tesco og Nomad Foods, der ejer mærket Findus, som sælges i danske supermarkeder, har tilsluttet sig.

- Det er historisk, at en fastfood-gigant, supermarkedskæder og verdensomspændende brands frivilligt og i fællesskab tager et afgørende skridt for at beskytte helt nye havområder i Arktis mod fiskeri med ødelæggende bundtrawl, siger Magnus Eckeskog, havansvarlig hos Greenpeace i Danmark.

- Vi sætter stor pris på, at danske Espersen har spillet en betydelig rolle i at sikre aftalen, som vil betyde, at et værdifuldt havmiljø er i langt mindre risiko for at blive ødelagt i takt med, at isen trækker sig tilbage på grund af klimaforandringer, siger han.

Selve fiskeindustrien står også markant bag aftalen ved norske Fiskebåt, der repræsenterer hele landets havgående fiskeflåde, samt russiske Karat Group. Fartøjer fra en række andre lande vil dog stadig kunne fiske i de nye områder, selvom markedet med aftalen er mindsket betydeligt, og derfor opfordrer Greenpeace kraftigt den norske regering til at følge op på aftalen.

- Aftalen udstiller, hvordan man i Norge har savnet politisk vilje til at tage stilling til, hvad der skal ske med de helt nye havområder, som hidtil har nydt naturlig beskyttelse af havisen. Den norske regering skal nu følge med selskaberne og vise lederskab som arktisk nation ved at indføre egentlig beskyttelse af de områder, hvor havmiljøet endnu ikke er ødelagt af bundtrawl, siger Magnus Eckeskog.

Den indgåede aftale om ikke at udvide bundtrawlsfiskeriet efter torsk gælder et område i Barentshavet dobbelt så stort som Frankrig. Havet omkring Svalbard er hjem for sårbare dyrearter som isbjørne, hvidhvaler og grønlandshvaler.

Bundtrawl har både negativ påvirkning på havbunden og betyder store mængder bifangst af andre arter, end de torsk, der primært fanges i området. Mindst 70 procent af Atlanterhavstorsk, der serveres på middagsborde i hele verden, kommer fra Barentshavet.

Greenpeace vil til sommer sende et skib til området for at sikre, at aftalen bliver overholdt samt øge presset på den norske regering for at følge eksemplet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: