Martin Merrild: Jeg bliver berørt

- Det er ikke rart at se døde pattegrise eller grise, der bliver halekuperet og kastreret. Men sådan er hverdagen jo heller ikke, siger Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

Martin Merrild kan godt forstå, at de stærke billeder påvirker.

Tv-udsendelsen ”Det store svinerige”, der blev vist på DR1 torsdag aften, viser en række af de udfordringer, som dansk svineproduktion allerede er i gang med at håndtere. Det siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild:

- Jeg kan godt forstå, hvis man bliver påvirket af billederne i tv-udsendelsen i aftes. Det er ikke rart at se døde pattegrise eller grise, der bliver halekuperet og kastreret. Det påvirker også mig – og alle de landmænd, der hver dag arbejder i stalden. Men det er vigtigt at sige, at sådan er hele hverdagen jo ikke heller ikke. Hverdagen er heldigvis fuld af levende grise, der vokser og har det godt.

Branchen er i tæt samarbejde med både myndigheder og universiteter i fuld gang med at tage hånd om de udfordringer, som DR dokumentaren skildrer, lyder det fra landbrugets førstemand.

- Vi hilser altid en debat om dyrevelfærd i svineproduktionen velkommen. Der er ikke noget, vi landmænd hellere vil end at undgå både døde grise, kastration og halekupering, men vi må desværre også bare sige, at det endnu ikke er lykkedes at finde den gyldne formel. Alle tiltag og ideer, der kan være med til at løse svineproduktionens udfordringer, er vi selvfølgelig særligt interesserede i at høre mere om, siger Martin Merrild.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: