Marianne Hestbjerg har økologiske poppelgrise
ØKOLOGI – En veludviklet intuition var Marianne Fløe Hestbjergs ledetråd, da hun sagde ja til sin mand, da hun opdagede en alvorlig kræftsygdom, og da hun droppede sit karrierejob som skoleleder for at opdrætte økologiske poppelgrise.
Marianne Fløe Hestbjerg gør sig klar til at forevige smågrise og deres mødre mellem poppeltræerne. Foto: Gustav Bech
Af Ulla Skovsbøl, journalist
Sommervinden suser i poppelhegnet og vender bladene, så den hvide bagside glinser sølvagtig i sollyset. I græsset under træerne sidder en spinkel lyshåret kvinde midt i 40´ene med et velvoksent kamera klar til skud. Hun kigger årvågent ind mellem stammerne efter motiver med hoppende smågrise og sindige søer under poplerne.
Det er ikke for ingenting, at de 30.000 svin, som Hestbjerg Økologi ved Holstebro hvert år producerer, bliver markedsført som poppelgrise: Alle 1.500 søer på gården får egen barselsfold med privat hytte, eget sølehul og en lille poppelbeplantning, hvor de kan rode rundt med deres afkom og mindes fjerne forfædres tid som skovsvin.
Kvinden med kameraet er Marianne Fløe Hestbjerg. Hun er gift med Bertel Hestbjerg, som er 15. generation på den gamle slægtsgård. Hendes afvekslende opgaver er at have ansvar for de 28 medarbejderes trivsel, være rundviser for grupper af landmænd, skoleelever og andre besøgende. Desuden vedligeholder hun gårdens hjemmeside, som er fuld af hendes egne flotte fotos.
Tager livtag med tilværelsen
Sådan har hendes arbejdsliv dog kun set ud i de seneste to år. Før da var hverdagen fyldt af et travlt karrierejob først som seminarielektor og siden som skoleleder og udviklingskonsulent i Holstebro Kommune.
»Jeg elskede at være skoleleder, men livet består af faser, og man skal vide med sig selv, hvornår det er på tide at rykke til en ny,« siger hun, og for Marianne Fløe Hestbjergs vedkommende var en alvorlig kræftsygdom en vigtig faktor bag beslutningen om sporskiftet.
»Efter jeg blev syg, ændrede mit forhold til jobbet som skoleleder sig. Det føltes stadig vigtigt. Det havde dybde og værdi, og jeg havde stadig en masse på hjerte. Jeg brændte for at skabe den bedst mulige skole, som kan styrke børnenes dannelse og livsduelighed, men jeg længtes også hjem,« forklarer hun.
»Man hører tit kræftramte sige, at sygdommen har lært dem at leve for alvor. Men sådan er det egentlig ikke for mig,« tilføjer hun eftertænksomt.
»Det er ikke sådan, at jeg først nu er begyndt at leve, fordi jeg har været konfronteret med døden. Jeg har altid levet intenst og været bevidst om mine værdier. Siden jeg var helt ung har min vigtigste leveregel være, at man skal gøre sit bedste – ellers kan man lige så godt lade være. Det var noget, min storesøster sagde sådan til mig en gang, og det gjorde så dybt indtryk på mig, at jeg altid har prøvet at leve efter det og altid har gjort mig umage med livet.«
»Men sygdommen har skærpet mit blik for, hvad det er vigtigt. Det handler om at kunne se det og at gribe muligheden. Det handler om at turde tage livstag med tilværelsen. Det gør både Bertel og jeg hver eneste dag. Vi gør det med os selv og hinanden, med vores medarbejdere og med vores virksomhed,« siger hun.
En so med sin griseflok lige i hælene dukker frem under poppeltræerne. Den fortsætter mod sit sølehul, hvor den afkøler sig i vand og mudder, for grise er ikke i stand til at svede ligesom vi mennesker. Foto: Helena Wennstrôm
Et griseliv på første klasse
En velvoksen so kommer moslende frem mellem poplerne med kurs lige imod hende, skarpt forfulgt af et par store pattegrise, som trænger til en tår over tørsten. Soen ser brysk på sin fotograferende menneske-gæst, men tager ellers ikke videre notits af hende. Det ser ud som om, den anerkender, at hun også har ret til at være der. Så fortsætter den mod sit sølehul, for grise er ikke i stand til at svede, og derfor er det uhyre vigtigt for deres velbefindende en varm sommerdag at kunne afkøle sig i vand og mudder.
»Når vi har grise på den her måde, bliver de en slags kollegaer eller samarbejdspartnere. Vi er nødt til at have et godt forhold til dem. Hvis vi skal kunne gå ind i hytterne og gøre rent og se til smågrisene, kræver det i den grad soens accept, og har man én gang sparket hende, husker hun det for altid. Så er der ikke længere nogen tillid at bygge samarbejdet på,« forklarer Marianne Fløe Hestbjerg.
Soen bliver dog forsinket på sin vej til sølehullet. De mælketørstige grise har indhentet hende, og hun må stoppe op og lade dem die. På Hestbjerg går grisene hos deres mor i ti uger, mens andre øko-grise må klare sig med syv, og grise i en almindelig, intensiv svineproduktion typisk bliver taget fra efter kun 25 dage.
Hvad er dit mål i tilværelsen?
Derfor bliver Hestbjergs søer aldrig lige så produktive, men til gengæld er det et stort plus for både sundhed og velfærd, ligesom dødeligheden falder, når soen selv får lov at passe sine grise så længe. Derfor behøver det lavere antal grise ikke at gå ud over den økonomiske bundlinje.
Alligevel har mange af de unge landmænd, som kommer på rundvisning, svært ved at forstå, hvordan man frivilligt kan afstå fra at stræbe mod større, flere og mere af alt. Nogle føler sig lige frem provokeret af tanken.
»Vi vil ikke prædike økologi eller omvende dem til noget. De må træffe deres egne valg og gøre, hvad de selv synes er godt og rigtigt. Men vi siger tit til dem, at de skal tænke sig om, inden de investerer 25 eller 30 millioner i en konventionel svinegård:
»Tænk grundigt over, hvad der er vigtigt i livet. Er det at producere flest muligt grise uanset hvad? Er det dit mål i livet?«
»Nogle siger at, ja, det er det! Andre bliver mere eller mindre rystede over spørgsmålet, fordi de sjældent eller aldrig har oplevet, at nogen spørger dem, hvad de dybest set vil med livet og hvilke mål, de som mennesker vil stræbe efter,« forklarer Marianne Fløe Hestbjerg.
Hestbjerg opdrætter hvert år 30.000 økologiske poppelgrise. Foto: Ulla Skovsbøl
Ansvaret for kommende generationer
På Hestbjerg er de store spørgsmål om mening og værdier derimod jævnligt oppe at vende. Det var de, da beslutningen om at lægge om til økologi blev truffet i 2001, og da Bertel og Marianne Hestbjerg valgte at gå videre, end økologi-reglerne foreskriver og udvikle deres eget, mere velfærdsorienterede produktionssystem og brandet »Poppelgrisen«.
»Vi vil både leve og producere på en måde, så vi kan se os selv i øjnene. For os handler arbejdet her på gården ikke kun om at producere flest muligt grise og tjene flest muligt penge. Det handler i høj grad om at kunne stå inde for ansvaret i forhold til dyrene og deres velfærd og i forhold til den jord, vi låner af kommende generationer,« siger hun.
Bevidstheden om at have et ansvar for kommende generationer bliver kun forstærket af, at gården har været i den samme slægts eje i flere hundrede år:
»Livet er jo i sig selv flygtigt, det har jeg selv mærket på egen krop. Men når man lever på en gård som 15. generation og 16. generation, som vi og vores børn gør, så er det i sig selv en kraftig modvægt til flygtigheden. Vi bygger på det, som generationerne før os har skabt, på deres slid og deres kampe, og så bliver det indlysende, at vi også skal give noget videre til dem, der kommer efter.«
En få uger gammel pattegris sammen med sin mor. Hos Hestbjerg Økologi får grisene lov til at blive hos deres mor i 10 uger, før de fravænnes. Den gennemsnitlige fravænningsalder i de almindelige industri-svinebrug er 25 dage. Foto: Helena Wennstrôm
Mor, der sidder et blad på dit ben
Bertel Hestbjerg har to børn fra et tidligere forhold og to med Marianne, men det er endnu uvist, om nogen af de fire i den 16. generation vil drive gården videre.
»Men uanset, om det bliver vores egne børn, der til sin tid over tage netop denne gård, ja uanset om man har gård eller ej, så gælder det jo, at vi skal leve på en måde, vi kan være bekendt over for kommende generationer,« siger hun.
At være mor for sine børn Sibille på 13 og Malte på 15 er i det hele tage noget af det, der har absolut højeste prioritet for Marianne Fløe Hestbjerg, og ved at arbejde hjemme har hun fået de bedst tænkelige muligheder for det.
»Mange andre med en livstruende sygdom er bange for at dø. Det har jeg egentlig aldrig været. Men jeg har været frygtelig bange for, at mine børn skulle vokse op uden en mor,« siger hun.
Sygdommen har påvirket børnene meget, og det var faktisk den yngste, Sibille, der først opdagede at noget var galt med hendes mor. Det var en junidag i 2014. Marianne havde været i bad, og da hun steg ud af bruseren, stod datteren i badeværelset.
»Der sidder et blad på dit ben,« sagde hun og pegede.
Husk nu at komme i morgen
Marianne kastede et blik på benet. Minsandten ja. Hun bøjede sig for at tage det væk, men det sad fast. Helt stille for ikke at gøre Sibille bange svøbte hun håndklædet omkring sig og gik ned i køkkenet, hvor hun begyndte at bage pandekager. Men indeni følte hun sig fuldstændig lammet. En af hendes gode venner var lige død en forfærdelig død af modermærkekræft, og hun vidste, at bladet var et stort modermærke, hun aldrig før havde lagt mærke til.
Få dage efter gik hun rundt mellem telte og boder på Folkemøde på Bornholm, og da hun tilfældigt kom forbi Kræftens Bekæmpelse, kiggede hun indenfor. Hun sagde ikke noget om sit modermærke og viste det ikke til nogen, men i teltet opfordrede en ung mand hende til at komme igen dagen efter og tale med en hudlæge. Det takkede hun ja til.
»Husk det nu. Kom i morgen tidlig« gentog den unge mand, da hun gik, og han blev ved med at se på hende. Før hun forsvandt i folkevrimlen, råbte han endnu en gang:
»Husk nu at komme i morgen.« Hun vendte sig og så ham stå uden for og følge hende med øjnene.
Næste morgen mødte hun op igen. Hudlægen så på det bladformede modermærke og var ikke i tvivl. Han rådede hende til straks at rejse hjem og opsøge sin egen læge. Samme eftermiddag sad hun i indenrigs-flyet vestpå, og to dage efter blev modermærket fjernet på Herning Sygehus. Desværre var det ikke nok. Prøverne viste, at der var tale om en aggressiv modermærkekræft, som krævede en stor operation og langvarig behandling.
Når hun tænker tilbage, kan hun stadig høre den unge mands stemme sige: »Kom igen i morgen tidlig. Husk det nu,« og hun mærke hans blik hvile på sig.
»Men måske var han der slet ikke,« siger hun med et skævt smil.
»Måske var det bare en stemme, der talte til mig inde i mig selv.«
Mariannes sjette sans
Intuition eller en sjette sans, vil nogen kalde en sådan stemme, andre vil måske sige, at det blot er almindelig rettidig omhu.
Marianne Fløe Hestbjerg er selv varsom med at sætte entydige ord på den, men hun har en klar oplevelse af at få tydelige signaler om, hvad der er det rigtige at gøre, når det virkelig gælder, og hun skal træffe store beslutninger.
Med samme stærke intuition valgte hun sin mand for godt 18 år siden. Hun var på diskotek med en god ven, som kom og fortalte hende, at han havde set en fælles bekendt, Bertel Hestbjerg, på diskoteket. Hun kendte ham kun flygtigt og havde ikke set ham i flere år, så derfor blev hun selv forbløffet, da hun hørte sig selv sige:
»Det var da godt, for ham skal jeg giftes med!«
Vennen var ikke mindre forbløffet, for han havde netop hørt hendes kommende mand sige præcis det samme, da han fik at vide, Marianne Fløe var til stede: »Det var da godt, for hende skal jeg giftes med.«
Marianne Fløe Hestbjerg er god til at fortælle fascinerende historier om tilfældigheder, der virker meningsfulde i en sådan grad, at det kalder på en forklaring. Hun kommer hele tid en ud for det.
Jeg tænkte straks, at her kommer der sikkert en stor, gammel elgtyr ud af krattet. Og det gjorde der. Foto: Ulla Skovsbøl
Magiske øjeblikke
På væggen i gårdens kæmpestore landkøkken hænger et elghoved med et gevir, som i størrelse matcher rummet. Gæster antager typisk, at der må være manden i huset, der er den ivrige jæger. Det er han også, men elgen er skudt af hans kone på en jagt i Letland med 19 andre jægere – alle mænd.
»Da jeg fik anvist mit jagttårn, tænkte jeg straks, at her kommer der sikkert en stor, gammel elgtyr ud af krattet,« siger hun. Og det gjorde der.
»Jeg skyder aldrig sjældne eller truede dyr, men det er naturen, stilheden og den meditative tilstand, man kommer i under en lang jagt, der betyder noget for mig. Og på den jagt i Letland, gik det hele op i en høje-re enhed,” siger hun. Selv synes hun, det lyder pralende at fortælle, men gået lidt på klingen, fortæller hun, at hun ramte med ét afgørende skud i hjertet første gang.
Om det så skyldtes intuition, en guddommelig indflydelse eller slet og ret en god vurderingsevne, det har hun ikke noget endeligt svar på:
»Alle mennesker har muligheder og magiske øjeblikke, som cirkler rundt omkring os. Alt handler om at turde gribe dem.«
