Mangel på sentimentalitet er naturødelæggende
At anklage kæledyrsejere eller for den sags skyld gamle damer, der i deres hjerters godhed har glemt at forbruge alt, og i stedet efterlader deres jordiske ejendele til dyreværnsforeninger for at være de livsødelæggende principper i vores kultur, er skudt helt ved siden af.
KOMMENTAR – Medicinen mod naturødelæggelse er ikke emotionsblottet og følelsesafstumpet videnskab, men en stor dosis emotionel intelligens, empati og sentimentalitet, om man vil.
En emotionsforskrækket journalist, Jesper Petersen, går i et debatindlæg om danskernes natursentimentalitet 1. april i Information i kødet på dyreelskere, kæledyrs-ejere og deres brug af ressourcer.
Det er, som han selv skriver, ikke nogen ny debat, sidste år var generalsekretær Gitte Seeberg fra WWF ude i samme ærinde på denne baggrund og med samme letkøbte forargelse over kæledyrsejere.
At være sentimental betyder at være styret af følelser i højere grad end af rent intellekt. Man skal således helst skamme sig, hvis man får skudt i skoene, at man har følelser, og da især hvis man lader sig styre af følelser fremfor af rationale.
Den store del af befolkningen som gør indsigelser mod helt uanstændige og forstemmende forhold for dyrene i det konventionelle landbrug får ligeledes ofte prædikatet sentimental, underforstået useriøs og emotionel.
Følelser som intution og empati opfattes i et klassisk europæisk vidensideal som aldeles underlødigt og kvindagtigt. Denne århundredgamle tradition og dans om et ensidigt vidensrationale hænger Jesper Petersen godt fast i. Hvad den end måtte have af politisk korrekthed, er desværre kun matchet af dens analytiske ukorrekthed.
Præmissen er iflg. Jesper Petersen at der er en årsagssammenhæng mellem kæledyrejeres sentimentale relationer til deres dyr, og den generelle naturødelæggelse!
Der er enkelte pletskud, men det er et decideret vådeskud, når han fremturer med at sentimentale mennesker ikke blot bærer skylden for, at landbrugsdyrene lider, men også for at den vilde natur nedbrydes.
Nu er det vel ikke rocket science at forestille sig, at lige netop de mennesker, som udviser compassion og sentimentalitet overfor ét dyr med stor sandsynlighed, eller i hvert fald med større sandsynlighed også er dem, som udviser omsorg og omtanke overfor alle andre dyr. Det er vist et klassisk induktionsprincip.
Det vil være den logiske slutning i overvejende grad. Hermed ikke sagt, at der ikke kan være enkelttilfælde for hvem det forholder sig anderledes, det vil blot være ulogisk.
Menneskets evne til at oprøres og forarges er nu engang skruet således sammen, at der skal være en genkendelighed, som ofte opnås gennem identifikation med enkeltindivider. Det er der sådan set heller ikke noget nyt i.
Vi husker alle Vietnamkrigen fra især et billede, udvisninger omstødes som regel, når familien Danmark lærer navnet at kende på én lille otte-årig pige, og virksomheder kommunikerer sine budskaber ud i letforståelige symboler.
Som journalist kan det ikke komme helt bag på Jesper Petersen. Man skulle måske i højere grad undre sig over hvor den fjerde statsmagt og det øvrige meningsbourgeosi har befundet sig i de flere årtier, hvor dyr i landbruget gradvist har været udsat for større og større mishandling? De har vel ellers iflg. hr. Petersen bedre forudsætninger for at holde sig fri af den fæle sentimentalisme, som især kæledyrsejere er besatte af.
Blind tro på videnskaben
I hans optik er kølige, valide og evidensbaserede overvejelser både vægtigere og vigtigere. Måske skulle vi som art overveje, om ikke oplysningstidens og i særdeleshed det cartesianske vidensideal, som især dyr og natur har lidt under, skulle tilsættes en stor dosis sentimentalitet.
Netop Descartes udmærkede sig ved at udfase ethvert emotionelt potentiale hos dyrene. Dyr er rene ‘automata’, ejer hverken følelser eller tanker, og sjæl kan da slet ikke komme på tale. Tvangsfikseringen af søerne, den rutinemæssige adskillelse af kid og kalve fra deres mødre foranlediger dog ikke en til at betvivle dyrenes følelsesmæssige forudsætninger, men menneskets. Vi lider som art om ikke af overtro på videnskaben, så dog af en helt overdreven tro på, at den skal eller kan løse vores problemer.
Det eneste pletskud, der er i argumentationen, er således, da han retter skytset mod medierne. Jeg er ganske enig i, at medierne burde og bør bruge langt mere spalteplads og indflydelse til at beskrive og ændre forholdene for de millioner af dyr, som ikke bare slagtes, men lever i ‘deanimaliserede’ forhold, som er legitimeret at staten.
Landbrugets tyranni virker åbenbart både på politikere og journalister. Om det er den flittige bytten taburetter fra journalistikken til både politikken og samfundets store organisationer, herunder også landbrug og fødevarer, eller blot det faktum, at samfundets top har rottet sig sammen i VL-grupperne, skal jeg lade være usagt.
Man kan dog kun undre sig over, at et erhverv som består af langt under en procent af befolkningen, og som har monopol på at eje al den dyrkbare jord, konsekvent lykkes med at true ethvert demokratisk tiltag til tavshed. Sidste grelle eksempel er således regeringens eftergivelse på randzonerne.
Dette i demokratisk forstand ubetydelige erhverv har tilranet sig ret til at forurene, ødelægge og mishandle både natur og dyr. Det ville være både mere klædeligt, og ikke mindst mere korrekt, at rette skytset derhen, hvor arnestedet rent faktisk er.
Mangel på sentimentalitet er naturødelæggende
Hvis sentimentalitet har forårsaget døden for Nemoer verden over, som hævdes af Jesper Petersen, har mangel på sentimentalitet skabt en industri, hvor levende, tænkende og ikke mindst følende væsener er prisgivet en brutal og følelsesafstumpet overmagt.
Randzonerne er blot sidste eksempel på, hvorledes dette absolutte mindretal har trumfet sin vilje igennem på bekostning af biodiversitet, anstændighed og ikke mindst et stort flertal af befolkningen.
Mon ikke et flertal af befolkningen hellere så et totalt forbud mod sprøjtegifte end udsigten til lukkede drikkevandsboringer?
I parentes kan bemærkes, at det sidste år kostede danskerne en kvart milliard kroner at forsøge at beskytte grundvandet. Inden længe begynder det måske endda at gå op for folk, at det er ubetalelige regninger og dermed regninger af en helt anden karakter, landbruget skaber.
Enhver ved at økologisk landbrug er en mulighed, og det er i den grad også billigere at have en stiplads på friland fremfor i et computerstyret staldanlæg. Og mon ikke også det er ved at gå op for et flertal, at der er begrænsede naturlige ressourcer, og at væksten ikke kan fortsætte i en uendelighed. At se sig blind på nøgletal for øget forbrug på kæledyr vidner om en fatal mangel på overblik som kun Axelborg kan glæde sig over.
‘Hvad nu hvis’
Søjlen i Hr. Petersens argumentation er bygget op omkring hvad nu hvis’er. Ja hvad nu hvis de mange millioner af kroner, som kæledyrsejere bruger på deres kæledyr, i stedet blev kanaliseret over i at redde vor egen trængende art, skriver han.
Hvis det er argumentationen, er der dog en lang række af hvad nu hvis’er, der står længere fremme i køen. Ja, hvad nu hvis udgifterne til at føre krige i stedet blev anvendt til at brødføde og uddanne befolkninger og sikre miljøet? Hvad nu hvis vi alle blev vegetarer, noget som med garanti kan sikre både sundhed, biodiversitet og en enorm reduktion af CO2-udslip.
Hvad nu hvis landbruget afholdt sig fra at købe sprøjtegifte og tonsvis af penicillin og i stedet ansatte dyreadfærdsforskere og blev økologer? Han kunne rette skytset mod en kosmetikbrance, som årligt omsætter for mere end 360 milliarder kroner og leger russisk roulette med mere end 10.000 kemiske stoffer. Stoffer, som millioner af forsøgsdyr sikkert har haft en noget blandet fornøjelse af at afprøve.
Årligt tilføres forskningen milliarder af kroner til eksempelvis at finde ud af, om kræftsyge kvinders livskvalitet er ringere end raskes, eller om krager mon kan finde mager. Mange afhandlinger kunne spares væk, hvis vi blot tog vores sunde og umiddelbare emotionelt baserede fornuft i anvendelse. Rækken af hvad nu hvis dette frem for hine er lige så lang, som den er naiv og meningsløs.
Lige så naivt og meningsløst er det at rette skytset mod de alt for få, som allerede har lært at indgå i respektfulde og kærlige relationer på tværs af arter.
At anklage kæledyrsejere eller for den sags skyld gamle damer, der i deres hjerters godhed har glemt at forbruge alt, og i stedet efterlader deres jordiske ejendele til dyreværnsforeninger for at være de livsødelæggende principper i vores kultur, er skudt helt ved siden af.
Fejldiagnose
Så uanset hvor ‘validt, køligt og velovervejet’ Jesper Petersens indlæg kan se ud til på overfladen, er det ikke kæledyrsejere, som lider af en sygdom, men Hr. Petersen som har stillet en fejldiagnose. Forhåbentlig vil han fremover bruge den fornuftige omtanke, han i øvrigt udviser overfor natur og dyr, på en konstruktiv måde og rette skytset væk fra sine egne.
Medicinen mod naturødelæggelse er ikke emotionsblottet og følelsesafstumpet videnskab, men en stor dosis emotionel intelligens, empati og sentimentalitet om man vil. Kvaliteter som rigtig mange kæledyrsejere allerede har udviklet qua deres relationer. Måske Hr. Petersen skulle overveje at anskaffe sig et par kælegrise eller en hund?
We dont need to be wiser, we need to be nicer
Nina Bjarup Vetter er stud. cand. theol
Debatindlæg i Information: Natursentimentalitet er blevet en syg milliardforretning
