Mange vil udvikle grøn teknologi

Virksomheder og vidensinstitutioner har vist massiv interesse for Miljøministeriets pulje til grøn teknologi. 25 procent flere ansøgninger end sidste år.

Mange vil udvikler nye produkter, der kan spare energi eller ressourcer. (Foto: Go´Energi)

Virksomheder, universiteter og rådgivere har fået smag for at udvikle grøn teknologi. I hvert fald hvis man skal dømme efter antallet af ansøgninger til Miljøministeriets pulje til udvikling af grøn teknologi.

I år har Miljøministeriet modtaget 25 procent flere ansøgninger end sidste år. Samtidig er ansøgerne langt mere ambitiøse og har søgt om næsten dobbelt så mange midler som sidste år.

- Midlerne bidrager til en grøn omstilling, der for eksempel gør træbeskyttelse grønnere, skibsmotorer mindre forurenende og miljøvenlig bilvask muligt. Derfor er jeg rigtig glad for det store antal ansøgninger, der har været i år, da det betyder, at endnu flere virksomheder er klar til at komme ud over rampen med deres innovative ideer, siger miljøminister Ida Auken.

Vand, klimatilpasning, ressourcer, affald, luft og kemikalier
I alt har Miljøministeriet i år modtaget over 100 ansøgninger til de såkaldte MUDP-midler, som støtter udvikling, test og demonstration af miljøeffektiv teknologi.

Ansøgerne har samlet søgt om tilskud på over 125 millioner kroner til projekter for mere end 250 millioner kroner. Ansøgningerne spænder over alt fra vand og klimatilpasning, ressourcer og affald til luft og kemikalier.

Miljøministeriet har 60 mio. kroner til at støtte disse projekter i år. Derudover er der 15 mio. kroner til at oprette offentlige/private partnerskaber, internationalt miljøsamarbejde mv.

En god forretning
- Når virksomhederne søger penge hos os, er det selvfølgelig, fordi de mener, der er god forretning i at udvikle grønne løsninger til et globalt voksende marked. Og god forretning for danske virksomheder er det, der skaber job og vækst i Danmark, siger miljøminister Ida Auken.

Miljøministeriet har siden 2008 støttet i alt 147 projekter hos virksomheder og vidensinstitutioner med 95 millioner kroner. Det svarer til projektaktiviteter for minimum 180 millioner kroner, eftersom ansøgerne skal medfinansiere projekterne.

Til december vil ansøgerne få besked om, hvorvidt deres projekter vil modtage støtte.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: