Ansøgerne har samlet set søgt om støtte for 556 millioner kroner fra styrelsens miljøteknologipulje, der i alt stiller 215 millioner kroner til rådighed. Pengene går til konkrete projekter eller idéer, der kan forbedre og udvikle produktionen hos landmænd og gartnere med ny og miljøvenlig teknologi.
- Miljøteknologipuljen giver støtte til grøn omstilling på markerne, i drivhusene og i svinestaldene, og med næsten dobbelt så mange ansøgere som sidste år, tegner det godt for den udvikling, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Regeringen gav sidste år ekstra 70 millioner kroner om året til miljøteknologipuljen over en treårig periode. De ekstra penge er øremærket projekter og teknologi, der nedbringer sprøjtegifte i natur og drikkevand.
- Grøn omstilling er ikke alene godt for naturen, det er også en rigtig god forretning for landmanden. En ny teknologisk marksprøjte kan f.eks. nedsætte forbruget af sprøjtegifte med op til 40 procent. Derfor har regeringen givet et ekstra grønt puf til udvikling af miljøteknologi og projekter, der mindsker brugen af sprøjtegifte. Ny teknologi skal være med til at skabe vækst og innovation i landbruget samtidig med, at vi skåner miljøet. siger fødevareminister Mette Gjerskov.