Havet er et tag-selv-bord af mad og lækre delikatesser, og hvis man ved, hvor man skal lede, kan man samle en stor del af sin mad ude i naturen helt kvit og frit.
- Mange aarhusianere samler blåmuslinger, svampe, bær og andre former for vild mad, man kan finde i naturen, men hvor mange, det helt konkret drejer sig om, er svært at give et bud på, siger Lars Brøndum, naturformidler og biolog fra Naturhistorisk Museum.
Han var i samarbejde med Smag på Aarhus i påsken med til at arrangere en jagt efter blåmuslinger ved Moesgård Strand i Aarhus Bugt.
Inden for de sidste par år har Lars Brøndum bemærket en ny og hastigt stigende interesse for selvforsyning og vild mad. Det er blandt andet tv-programmer som Bonderøven og Nak og Æd, der er med til at stimulere interessen, vurderer han.
Naturens råvarer
- Folk begynder at få øjnene op for, at naturen kan levere nogle fantastiske råvarer, og at der er noget socialt og hyggeligt i at gå ud og finde tingene selv. Vi ser det for eksempel, når vi laver svampeture. Hvor vi før var en lille flok på 10-20 mennesker, nåede vi i efteråret helt op på 200 mennesker, der gerne ville med på svampetur, fortæller Lars Brøndum.
Aarhus vil i de kommende år lægge sig i selen for at blive en spiselig by. I hvert fald når det gælder vild mad.
- Der skal være større mulighed for at plante, så og plukke inde i byen. Urban Farming bliver den nye del af selvforsyningen, hvor man kan gå ned i byens parker og plukke æbler eller få lov til at så sine egne grønsager i et bed i Vennelystparken, hvis man bor i nærheden, forudser Lars Brøndum.