Madaffald fra Aarhus-caféer skal recirkuleres

GRØNT AFFALD – Mejlgade Lab, en frivillig grøn NGO-organisation i Aarhus, vil dæmme op for madspild på restauranter og cafeer i byens Latinerkvarter ved skabe lokal recirkulering af grønt affald i byen.

Sådan ser det kommende Cirkularium ud i arkitekternes streg. Grafik: Mejlgade Lab

Det skal være slut med at hælde kaffegrums, æbleskrog og kartoffelskræller i én og samme spand i restaurationskøkkenerne i Aarhus Midtby.

Går det som den lokale bæredygtigheds-organisationen Mejlgade Lab drømmer om, bliver det organiske affald i nær fremtiden ikke længere hældt i renovationsvognen og kørt til fjernvarmeværkets forbrændingsovne. Det bliver derimod sorteret i fraktioner og hentet af en grøn renovationsarbejder på ladcykel.

Cykelbuddet vil trampe affaldet hen til det lokale cirkuleringsanlæg, hvor grønsagsresterne bliver komposteret og leveret til øko-landmænd uden for byen. I et andet anlæg bliver kaffegrums brugt som er dyrkningsmedium til gourmetsvampe. De skal siden returneres til restaurationskøkkenerne og kommer tilbage i form af lækker mad på gæsternes middagstallerkner og frokostanretninger.

Recirkulering – ikke forbrænding
Manden bag Latinerkvarterets recirkulationsvision Cikularium – Food Loop – hedder Jonatan Marcussen. Han er projektleder og grøn ildsjæl, der brænder for at gøre byen mere bæredygtig med større fokus på bedre udnyttelse af ressourcerne.

- I Aarhus har vi en meget veletableret fortælling om, at fjernvarme er godt, og at det er miljøvenligt at brænde affald af. Men vi mener, det er vigtigt at bruger vores ressourcer på en klogere måde og få skabt flere lukkede kredsløb, hvor ressourcerne bliver recirkulereret, siger Jonatan Marcussen.

Jonatan Marcussen fra Mejlgade Lab vil samarbejde med caféer, restauranter og butikker for at recirkulere grønt affald. Foto: Ulla Skovsbøl

Penge til projektet
Indtil videre er det lykkedes at skaffe 145.000 kroner fra Erhvervsstyrelsens Grønne Omstillingsfond, 90.000 kroner fra Friluftsrådet og 180.000 kroner fra lokale og Anlægsfonden til projektet Food Loop.

Visionen er dels at etablere et cirkularium, som skal være et videns- og demonstrationscenter på taget af Rosenteateret i Latinerkvarteret, dels at opstille containere på havnen til kompostering og svampedyrkningen.

På længere sigt er det tanken, at projektet skal udbygges, at køkkenaffaldet skal hentes i elbil til bioforgasning, og at der skal bygges et større cirkulationsanlæg i Aarhus Ø, den nye bydel på Aarhus Havn.

Jonatan Markussen drømmer om et bylandskab med recirkuleringsenheder, væksthuse, lokalproduktion ikke kun af gourmetsvampe men også af fisk i kombination med rekreative områder på havnen.

Positiv rådmand
Kristian Würtz, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, har foreløbig givet Cirkularium – Food Loop pæne ord med på vejen og har rost det både for vugge-til-vugge-visionen og for den lokale forankring. Rådmanden lægger op til et samarbejde med kommunen.

Aarhusianske politikere får i reglen nervøse trækninger, når talen falder på sortering af det grønne husholdningsaffald. I 2001 lancerede kommunen et ambitiøst projekt med sortering, kompostering og bioforgasning, men systemet kom aldrig til at fungere ordenligt.

Dyrt indkøbte anlæg fungerede ikke efter hensigten og miljøregnskabet vist sig at være negativt. Da systemet blev nedlagt igen i 2004, havde det kostet kommunen 150 millioner kroner.

Lokal forankring er afgørende
Det betyder imidlertid ikke, at sortering af det grønne affald er dømt til at mislykkes, mener Jonatan Marcussen. Han tror på, at grundig forberedelse og lokal forankring er afgørende for succesen og fortæller, at Aarhus Kommune er på vej med en ny strategi for genanvendelse af vores fælles ressourcer.

MejlgadeLab samarbejder med en gruppe frivillige antropologer, som har interviewet de restaurant- og caféejere, der skal være med i Food Loop. Det har givet et indblik i restauranternes holdninger, interesser og mulighed for at genanvende det organiske affald.

Den viden vil forhåbentlig gøre det lettere at støtte og motivere restauratørerne i at indarbejde nye rutiner, som kan få recirkuleringen til at glide let og uproblematisk, håber Jonatan Marcussen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: