Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) kan snart vinke farvel til dansk politik for at drage til USA, hvor han skal arbejde i en globalt orienteret tænketank, World Ressources Institute. Her skal skal han være med til at fremme bæredygtige løsninger for vand, fødevarer, madspild, skovbrug og energi.
»Fra oktober måned begynder jeg i en skræddersyet stilling som fellow hos den globale tænketank, World Resources Institute, i Washington D.C. beliggende helt tæt på Det Hvide Hus og Kongressen«, skriver den tidligere Venstre-minister, som for få måneder siden måtte overdrage sit ministerium til Jakob Ellemann-Jensen.
Lunde Larsen fortæller i en opdatering på facebook, at tænketanken har mere end 700 eksperter og ansatte, der arbejder globalt i mere end 50 lande med bæredygtige løsninger inden for nogle af de områder, han har beskæftiget sig med som minister.
»Som en del af mit arbejde skal jeg fremme bæredygtige løsninger inden for vand, fødevarer og skov, bekæmpe madspild, samt arbejde med at fremme sundere kost, hvorigennem livsstilssygdomme kan undgås – alt sammen noget, jeg har arbejdet med som miljø- og fødevareminister. Nu bliver det blot i en global sammenhæng, hvilket det bestemt ikke bliver mindre spændende af«, skriver han.
»Derudover skal jeg bl.a. være lead ambassador på det store C40 skovprogram med C40-byerne, der er et netværk af megabyer, som arbejder for bedre klimaløsninger globalt. Jeg skal lede forskerteam, samt opbygge offentligt-private partnerskaber med bæredygtighed som omdrejningspunkt.
Det bliver fantastisk at kunne fortsætte med at arbejde med et område af betydning i forhold til at bruge verdens ressourcer bedre.
Som følge af dette udtræder jeg af Folketinget første tirsdag i oktober efter næsten 13 år som politiker, hvoraf syv gode år har været som MF’er og næsten tre som minister«, oplyser Esben Lunde Larsen på facebook i et opslag, som han siden har slettet.
En vennetjeneste?
Det er de færreste, der havde forudset, at Esben Lunde Larsen skulle ende med at arbejde for en mere bæredygtig udvikling.
Som minister blev han opfattet som arrogant og bedrevidende og lå konstant i bunden af de jævnlige popularitetsmålinger af regeringens ministre. Han forfægtede åbenlyst landbrugsindustriens interesser og nedtonede konsekvent og helt i tråd med regeringens linje de miljøpolitiske spørgsmål. Bedre blev det ikke af, at han konsekvent nægtede at modtage protestunderskrifter og stædigt fastholdt, at en sprøjtet kornmark er et smukt udtryk for natur.
I morgendagens avis skriver Dagbladet Information, at Esben Lundes nye grønne arbejdsplads har tætte forbindelser til den danske regering. Tænketanken modtager millioner af kroner i dansk udviklingsbistand. Det er problematisk, siger en ekspert til avisen, fordi det kan rejse spørgsmål om vennetjenester.
Mads Flarup Christensen, der er generalsekretær i Greenpeace Norden, betegner Lundes jobskifte som »et lidt spøjst valg«.
»Men jeg har stor tiltro til, at det kan bibringe ham et nyt perspektiv i hans verden, hvis han får lidt mere indsigt i, hvad klodens tilstand rent faktisk er«, siger han til Information.
Læs også artiklen i Information: Esben Lunde Larsens nye grønne arbejdsplads har tætte forbindelser til den danske regering