Af Maria Reumert Gjerding, miljø- og klimaordfører for Enhedslisten
I går indrømmede Esben Lunde at han havde tilbageholdt oplysninger for folketinget, og i dag undskylder han mange gange.
Det er ærlig talt på høje tid, at det går op for Lunde, hvor alvorlig denne sag er.
Det er simpelthen en grundforudsætning for, at vores demokrati kan fungere, at vi kan stole på de oplysninger, vi får fra en minister, og at vi kan have tillid til, at en minister altid giver os fyldestgørende oplysninger.
Flertallet bestemmer i Danmark
Det er sådan, at det er et flertal i Folketinget, der bestemmer hvilken politik, der skal føres i Danmark. Når et flertal har besluttet at sætte ind overfor kvotekongerne – den store kvotekoncentration i fiskeriet – så skal en minister arbejde loyalt for den beslutning.
Det har Esben Lunde ikke gjort, og med det har han udvist en uacceptabel mangel på respekt overfor folketinget, folkestyret og befolkningen.
Det er godt, at ministeren undskylder, og erkender sine fejl. Men undskyldningen kommer meget sent, og lang tid efter et samråd i fredags med bortforklaringer og usandheder.
Det er nu op til Dansk Folkeparti at beslutte, hvilke konsekvenser dette forløb skal have for Esben Lunde. Men jeg må sige, at jeg har utrolig svært ved at se, hvordan en minister, der sad på Enhedslistens mandater, ville kunne fortsætte efter dette forløb.