Hovedløse torsk, opsprættede laks og ødelagte fangstnet. Det er i stigende grad dagligdagen for bornholmske kystfiskere, der ofte kan se deres levebrød truet, fordi en voksende bestand af gråsæler har fået smag for fangsten i deres fiskenet.
Men nu kan de bornholmske fiskere snart få hjælp af specialuddannede sæljægere til at aflive gråsæler, der ødelægger fiskernes fangst og fangstredskaber.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har sagt god for en ny forsøgsordning, der giver fiskere og jægere mulighed for at nedlægge op til 40 gråsæler om året. Et specialuddannet sæljægerkorps uddannet af Danmarks Jægerforbund skal hjælpe fiskere med at regulere bestanden.
Rimelig balance
-Der skal være en rimelig balance mellem natur og mennesker. Den balance er blevet udfordret, fordi gråsælbestanden i Østersøen er vokset, og nu svømmer gråsæler i stort antal igen rundt ved blandt andet Bornholm, hvor de gør livet surt for bornholmske kystfiskere, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Forsøgsordningen vil blive indfaset hurtigst muligt, efter at der er indgået en aftale om uddannelse af jægere mellem Danmarks Jægerforbund og Naturstyrelsen, og der er en ordning for, hvordan reguleringstilladelser kan overdrages fra skadelidte fiskere til sæljægerne, på plads. Udgifterne til uddannelse af sælkorpset finansieres via jagttegnsmidlerne.
Beskyttet af EU’s habitatdirektiv
Gråsælen er beskyttet under EU’s habitatdirektiv som en såkaldt bilag 5-art, og derfor må regulering kun ske, så længe det ikke truer sælens bevaringsstatus.
-Vi skal selvfølgelig sikre en bestand af gråsæler i Danmark. De senere år er bestanden imidlertid vokset så markant i Østersøen, at der nu er behov for at skyde de gråsæler, der skaber problemer. Kystfiskeriet er et vigtigt erhverv for Bornholm, og det vil regeringen gerne være med til at sikre på en fornuftig måde, lyder argumentet fra Esben Lunde Larsen.
Naturstyrelsen vil sammen med DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DTU Aqua lægge en plan for, hvordan der skal ske en overvågning af reguleringen af gråsæler ved Bornholm.