- Skatteministeriet har for nyligt opgjort helbredsomkostningerne ved luftforurening knyttet til brændeovne og andet energiforbrug, men beregningen er baseret på for lave tal for såvel helbredseffekter som deres pris. Det betyder, at Skatteministeriet undervurderer helbredsomkostningerne ved at bruge brændeovne.
Det skriver De Økonomiske Råd i dagens udgave af Politiken.
I artiklen skriver de økonomiske vismænd videre:
»Skatteministeriet står i spidsen for et omfattende analysearbejde af behovet for at omlægge afgifter og tilskud på energiområdet. Det er et vigtigt arbejde. Hvis afgifter og tilskud er doseret forkert, vil det kunne have store samfundsøkonomiske omkostninger og gøre den grønne omstilling unødig dyr. Af samme grund er det vigtigt, at Skatteministeriets analyser er baseret på den nyeste viden om f.eks. miljøeffekter ved brug af forskellige typer af energi.
Dette er imidlertid ikke tilfældet for den seneste delrapport om analysearbejdet fra Skatteministeriet, som kom lige før jul. I denne delrapport opgøres helbredsomkostningerne knyttet til forskellige typer energi herunder omkostningerne ved brug af brændeovne. Disse helbredsomkostninger er væsentlig lavere end dem, vi kom frem til i vores miljøøkonomiske rapport fra starten af 2016.
Her baserede vi vores beregninger på den nyeste forskning på området inkl. egne estimater af »værdien-af-et-statistisk-liv« – som i øvrigt flugter med andres estimater for Danmark og landene omkring os. Skatteministeriets lave skøn bunder dels i et for lavt skøn over ”værdien-af-et-statistisk-liv”, dels i, at de ikke anvender de nye opgørelser af helbredseffekter fra luftforurening. Det betyder alt i alt, at Skatteministeriet finder helbredsomkostninger ved at bruge brændeovne i Danmark, som kun udgør ca. en fjerdedel af helbredsomkostningerne i vores beregninger.
Tiltag på miljø- og transportområdet er med til at forebygge dødsfald. Færre dødsfald er en gevinst for samfundet og naturligvis den enkelte borger.
Vi kan konstatere, at ministerierne stadig bruger et for lavt tal for værdien af et statistisk liv, når der laves samfundsøkonomiske beregninger.
Det betyder, at tiltag, der reducerer luftforurening eller øger trafiksikkerheden, ikke vurderes tilstrækkelig højt, hvilket kan medføre forkert prioritering og samfundsøkonomisk mindre fornuftige beslutninger.«