Lone Vitus, økologisk landmand og vinmager fra Østjylland har atter lagt sig ud med store dele af landbruget. Denne gang så i en sådan grad, at det har givet genlyd i både dagspresse, radio og tv.
I Politikken blev det til et stort interview over hele to avissider. I radioen har forfatteren med de stærke holdninger været indkaldt for at debattere med landbrugets førstemand, Martin Merrild og Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen.
Det er ikke første gang, landbruget har fået en stikpille fra Lone Vitus. Sidste år udkom hendes debutroman om svineproducenten Aage og hans helt igennem dysfunktionelle forhold til familie, dyr og det omgivende samfund.
Fødevarer under lup
Nu er Lone Vitus på banen igen. Denne gang med en bog, der stiller spørgsmålstegn ved den madkultur, vi har i dag. Fødevarerne kommer under lup på en måde, der ifølge forfatteren selv vil sætte tankerne i gang hos enhver læser.
Boggen inddrager fakta og undersøgelser og bygger på forfatterens egne stærke holdninger til det, hun betegner som de ‘urimeligt ringe fødevarer’, de fleste af os må nøjes med.
- Bogen forholder sig til de urimeligt ringe fødevarer, vi fylder vores korte liv med, uden at vi på noget tidspunkt føler os stødt eller trådt over tæerne, siger Lone Vitus.
Bogen kan ifølge hende bruges til alt fra almindelig inspiration og til at ændre væsentlige mønstre i tilværelsen.
- Den vil være til stor hjælp for de fleste, når slalomskiene er spændt på, og styrtløbet ned gennem industrifødevarernes faldgruber skal stå, lyder det fra Lone Vitus.
Supermarkedskæder og fødevareindustri
I bogen ser Lone Vitus på de store supermarkeders rolle. Også udviklingen af antibiotika-resistente bakterier i svineindustrien, GMO og de tunge drenge i resten af fødevareindustrien kommer under ukærlig behandling i bogen.
- Den helt almindelige antagelse om, at Fødevareministeriet og Sundhedsstyrelsen vil os det bedste, sættes behørigt under pres, og det på en måde så rystelserne i din grundvold kan måles på Richterskalaen, siger forfatteren til OrganicToday.dk.
Bogen udkom 22. november og kan nu købes i boghandelen, hvor den sælger rigtig godt. Første oplag på 1.000 eksemplarer er næsten udsolgt.
Lone Vitus: Mad vs. Fødevarer – et opgør med den beskyttende atmosfære. 180 sider. 159 kr. Det Flydende Forlag.