Venstre-regeringens planer om at sætte den kontroversielle klima-debattør Bjørn Lomborg på finansloven vækker forundring hos den tidligere klimaminister og klimakommissær Connie Hedegaard (K).
- Det er egentlig mærkeligt, at en borgerlig regering mener, at det er nødvendigt at give Bjørn Lomborg statsmidler, siger hun til Dagbladet Information.
- For Bjørn Lomborg klarer sig jo ganske udmærket for tilskud, han får rundt omkring i verden og tjener privat, siger Connie Hedegaard, der i dag er formand for den internationale miljøfond KR Foundation.
- Jeg troede, at borgerlige partier normalt mente, at hvis noget godt kan klare sig uden offentlige midler, så er der ingen grund til at give det støtte, siger hun og fortsætter:
- Og så vidt jeg kan følge Lomborg, så har han ganske mange indtægter rundt omkring, inklusive fra diverse klimaskeptiske tænketanke.
Hun understreger desuden, at hun ikke har noget imod, »at en stemme som Bjørn Lomborgs findes i debatten«.
Har ikke manglet spalteplads
Også professor Katherine Richardson, der er leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet, savner argumenter for at give statsstøtte direkte til Bjørn Lomborg.
- Det kunne være interessant at lave en analyse af, hvor ofte Lomborg har været i pressen, selv om han ikke har fået statsstøtte fra Danmark, siger hun.
- Jeg tror ikke, at han har manglet spalteplads på nogen måde. Jeg vil absolut ikke putte mundkurv på ham, men jeg ser ikke nogen evidens for, at hans synspunkter har været en mangelvare hidtil, siger Katherine Richardson til Information.