Løkke var dybt involveret i gyllegate

GYLLEGATE – Statsministeren og regeringstoppen ville presse landbrugspakken igennem og favorisere landbruget for enhver pris. Det kan blive en ekstremt alvorlig sag for Lars Løkke, advarer Enhedslisten, som har kaldt statsministeren i samråd.

Lars Løkke var tilsyneladende dybt involveret i landbrugspakkens fiflerier. Foto: Colourbox

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var sammen med flere af regeringens toneangivende ministre og topembedsmænd dybt involveret i sagen om landbrugspakken, der endte med, at Eva Kjer Hansen måtte forlade sin post som miljø- og fødevareminister, fordi et flertal i Folketinget udtrykte mistillid til hende som minister.

Nu viser nye afsløringer i Berlingske, at Eva Kjer Hansen langt fra var alene om presse den kontroversielle landbrugspakke igennem. Statsministeren slev stod tilsyneladende i spidsen for det tæskehold bestående af Venstre-ministre og embedsmænd, som satte alt ind på at favorisere landbruget mest muligt og slække miljøreglerne.

Berlingske skriver, at embedsmænd i Miljø- og Fødevare­ministeriet over flere måneder blev indkaldt til en række møder med stats­ministeren og flere af hans topembedsmænd.

Sandheden skal frem
Enhedslisten miljø- og fødevareordfører Maria Reumert Gjering har kaldt statsministeren i samråd for at få klare svar på, præcis hvornår og hvordan han har været involveret i tilblivelsen af landbrugspakken.

- Vi skal have hele sandheden om landbrugspakken frem. Det har både Folketing og befolkning krav på, siger hun.

- Jeg kan ikke sige, jeg er overrasket, men det er en ekstremt alvorlig sag, hvis statsministeren har spillet en aktiv i rolle i det talfifleri og den grove vildledning af Folketinget, som landbrugspakken bygger på, og som for få uger siden kostede Eva Kjer Hansen ministerposten. Hvis det nu viser sig, at statsministeren har spillet en hovedrolle i vildledningen, har jeg svært ved at se, at Folketinget kan have tillid til statsministeren, siger Maria Reumert Gjerding.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: