Løkke misser chance for grøn reform af bilafgifter

TRANSPORT – Regeringen og Dansk Folkeparti gør det markant billigere at købe store benzin- og dieselbiler. Dermed risikerer Danmark at ende som en bilkirkegård for fortidens teknologi, advarer elbils-branchen.

Danmark kan ende som en bilkirkegård, fordi vi satser på fortidens teknologi i form af benzin- og dieselbiler. Foto: Clever

Regeringen har med gårsdagens aftale om bilafgifter med Dansk Folkeparti atter forspildt chancen for at skrue de tårnhøje danske bilafgifter sammen på en måde, som belønner de mest miljøvenlige biler.

Dermed risikerer Danmark at ende som en decideret bilkirkegård, mener elbils-operatøren Clever, som sammen med energiselskabet E.ON. opbygger et tæt, landsdækkende netværk af opladere for elbiler.

I går kunne regeringen sammen med Dansk Folkeparti præsentere en ny aftale, som vil lette de høje danske bilafgifter for en bred vifte af især større biler, der kører på diesel og benzin. De skal blot kunne køre lidt længere på literen og opfylde skrappere sikkerhedskrav.

Store gevinster for store
Med aftalen kan billisterne se frem til besparelser på 50.000 kroner eller mere. Det gælder for eksempel billister, der investerer i en Passat fra VW, der falder cirka 60.000 kroner fra ca. 460.000 kroner. En lille bil, som fx en Golf fra VW eller en Peugeot  208, der tidligere kostede ca. 150.000 kroner, falder derimod kun 2.500-3.000 kroner.

Til gengæld er der småpenge at hente for de billister, der er villige til at går foran ved at investere i en forureningsfri elbil, og det ærgrer både miljøorganisationer og elbil-branchen, der gerne havde set en håndsrækning i stedet for et benspænd fra regeringen.

- Når regeringen og Dansk Folkeparti taler om miljøvenlige biler er det ikke elbiler. Det er benzin og dieselbiler, der sviner lidt mindre end gamle benzin og dieselbiler, fastslår Casper Kirketerp-Møller, der er direktør i Clever.

- Den nye aftale om bilafgifter sender et klart signal til danskere om hvilke biler, regeringen mener, man skal købe. Nemlig konventionelle biler, der udleder skadelige og kræftfremkaldende partikler, er kilde til støjgener, og som resten af verden kæmper for at blive fri af. Og det selvom der er et alternativ. Nemlig elbiler, siger han.

Greenpeace: Løkke har lettere ved at holde skåltaler
Mads Flarup, der er generalsekretær i Greenpeace, ærger sig også over, at regeringen forspilder chancen for en grøn reform af bilafgifterne.

- Det er møghamrende ærgerligt, at man nu er landet på et benzin- og diesel-venligt kompromis, hvor Løkke-regeringen igen-igen-igen viser, at den grønne omstilling af dansk transport simpelthen ikke er en prioritet. Statsministeren har tydeligvis lettere ved at holde skåltaler om klimaet, end rent faktisk ansvarsfuldt at lede Danmark i den nødvendige retning på hjemmebanen, siger Mads Flarup.

- Når bilerne nu bliver billigere, vil salget stige, og elbilerne bliver stillet endnu mere skidt i konkurrencen med de mere forurenende., siger Mads Flarup.

Han giver ikke »fem flade ører for regeringens forsøg på at spinne den her aftale som en status quo for klimaet. Især ikke når flere spor på den fynske motorvej og lavere afgift på Storebæltsbroen følger med i købet«.

- Mens udløbsdatoer for benzin- og dieselbiler er kommet på dagsordenen i lande som Frankrig, Tyskland og Kina, kører Løkke-regeringen ufortrødent videre i den stik modsatte retning. Det er rent ud sagt trist at se afstanden mellem den klimaleder Løkke iscenesætter sig selv som internationalt, og så den statsminister, der blot vil have danskerne til at købe flere, forurenende biler, lyder det fra Mads Flarup.

Forbud mod diesel i Stuttgart
Ifølge elbil-operatøren Clever er en dansk bil er i gennemsnit på vejene i 16 år. Så de billigere fossile biler, vi nu kan købe til billigere penge, vil udlede skadelige partikler til langt efter 2030.

I mange af vores europæiske nabolande arbejder man netop i disse måneder for at forbyde salg af diesel og benzinbiler.

I Tyskland og Østrig er der stillet forslag herom, i Skotland og Norge må der ikke produceres benzin- og dieselbiler fra år 2030. Og fra næste år vil der i Stuttgart lejlighedsvist være forbud mod indkørsel af dieselbiler, ligesom vi allerede har set i flere storbyer det forgange år, som fx Paris og Oslo, når smogniveauet er for højt.

Den globale CO2-udledning er steget med 50 procent siden 1990. Transporten står for en væsentlig del af vores samlede udledning. Derfor haster det med at ændre kurs og komme i gang med en grøn omstilling af hele transportsektoren, mener Clever.

Elbiler kan dække de flestes behov
Clever gør opmærksom på, at elbiler vil kunne dække de fleste danskeres daglige transportbehov. De har ingen udstødningsrør, og hvis de kører på vedvarende energi, er CO2-udledningen lig med nul.

- Danmark har investeret massivt i vindmølleteknologien – med stor succes. Den samme succes kan man føre over på omstillingen af transporten, hvis man tør gå foran – og samtidig gøre vindmøllestrømmen mere værd, når den også kan bruges til transport, lyder argumentet fra Clever.

- I dag sender bilproducenterne elbilerne til Norge og går udenom Danmark, da vi har nogle af de ringeste rammevilkår for elbiler. Danmark bliver dermed nogle af de sidste, der skifter til denne nye teknologi, og vi bliver derfor importland for den gamle teknologi for andre lande i Europa. Så i stedet for at være foregangsland med vindmøllestrøm i tanken, risikerer vi at ende som bilkirkegård for resten af Europa, hvis ikke der ændres kurs, advarer Casper Kirketerp-Møller, direktør for Clever.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: