Da regeringen for et år siden præsenterede anden runde af udflytningen af statslige arbejdspladser, var det planen, at Klimarådet skulle have været med. Det skriver Dagbladet Information.
Ifølge Informations oplysninger og kilder skulle Klimarådet først flytte til Aarhus og senere til Vestjylland. Men tilsyneladende pressede Konservative på at beholde Klimarådet i København. Venstre har tidligere haft planer om helt at nedlægge rådet, skriver Information. Det skete angiveligt, da Venstre forhandlede med K og LA om et regeringsgrundlag i 2016.
Dybt bekymrende
Socialdemokratiets klimaordfører Jens Joel kalder hele sagen »dybt bekymrende«.
- Det er en tilståelsessag, når det viser sig, at Venstre allerhelst vil lukke Klimarådet, og derfor ligner udflytningsforsøget også mere chikane end et ønske om et Danmark i balance. Da ingen af delene så lykkedes, fordi De Konservative heldigvis holdt fast, så vælger man at afskedige ham, siger Jens Joel til Information.
Oppositionen ser udskiftningen for nylig af økonomiprofessor Peter Birch Sørensen som en »politisk fyring«. Klimarådet har nemlig gentagne gange udgivet rapporter med kritik af regeringens klimapolitik.
Klimarådet blev nedsat ved lov i 2014 af den daværende SR-regering med opbakning fra De Konservative. Rådets opgave er bl.a. at vurdere status for opfyldelsen af de nationale klimamålsætninger og rådgive om, hvordan Danmark kan blive et »lavemissionssamfund« i 2050.
Venstre: Klimarådet er ikke uafhængigt
Men når kritikere beskylder regeringen for at forsøge at underminere ekspertorganet Klimarådets uafhængighed, har de misforstået noget fundamentalt.
Rådet har nemlig aldrig været uafhængigt, hævder Venstres klimaordfører, Thomas Danielsen.
- Selvfølgelig er det ikke uafhængigt. Det var jo 100 procent udpeget af den tidligere regering. Så jeg kan ikke se, at det er blevet mindre uafhængigt af, at det nu både er en borgerlig og en rød regering, der har udpeget i hvert fald ét medlem,« siger han til Information med henvisning til, at regeringen for nylig valgte at udskifte rådets formand.