Lidl sluger overskud af økologisk mælk

Historisk gennembrud for Arla på det tyske marked. Om et år har vi ikke længere overskud af økologisk mælk, vurderer topdirektør i Arla.

Efter fem-seks år med overskud af økologisk mælk kan Arla nu glæde sig til at høste belønningen for satsningen.

Lidl, der er verdens hurtigst voksende detailkæde og en af de fire-fem største i Tyskland, har bestilt danske økologiske mejeriprodukter for et trecifret millionbeløb.

Arla skal levere øko-varer til over halvdelen af Lidls 3.500 tyske supermarkeder. Og hvis alt går vel, regner divisionsdirektør Tim Ørting Jørgensen, Arla, med, at leverancerne kan begynde lige efter påske.

- Under halvdelen af vores årlige indvejning på 347 mio. kg sælges i dag som økologisk. Men Lidl-aftalen vil sluge en pæn del af overskuddet, og min ambition er, at vi om et år ikke længere har overskud af økologisk mælk, siger Arla-direktøren.

Salget af økologiske fødevarer er for alvor ved at komme op i gear i Tyskland. Alene sidste år steg salget 14-15 pct. til ca. 30 mia. kr., og alle de store discountkæder som Lidl og Aldi satser nu bevidst på at opbløde deres hårde discountlinie med mere kvalitet og flere økologiske fødevarer.

Ander kæder følger efter
Detailhandelseksperten Bruno Christensen, Retail Institute, betegner Lidl som ‘en af Europas mest innovative butikskæder’.

- Lidl er overbevist om, at økologien er et område i vækst. Derfor går de ind, systematiserer det og tilpasser det til deres koncept, siger Bruno Christensen til Økologisk Jordbrug.

Han tror, det sker som led i en proces, der først lige er begyndt, og at det kan resultere i et vældigt ryk fremad for økologien, fordi andre af de helt store kæder vil følge efter på bedste vis.

Også i Storbritannien er der bud efter dansk øko-mælk, ligesom Arla på det seneste har fået en del forespørgsler fra andre europæiske lande.

- Derfor er jeg optimist og forventer yderligere efterspørgsel i kølvandet på aftalen med Lidl, siger Arlas divisions-rektør, Tim Ørting Jørgensen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: