Lidegaard: Klimaet kræver handling

Klima og reduktion af CO2 er på dagsordenen, når både de fattigste udviklingslande og verdens største økonomier mødes i New York i denne uge.

Klimaminister Martin Lidegaard på klimavenlig cykel i spidsen for EU-ministrene i Horsens.(Foto: Bjarke Ørsted)

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard deltager den 27. september i det 14. møde i Major Economies Forum og dagen efter i en rundbordsdrøftelse for klimaprogressive i- og ulande.

De to møder er en optakt til klimaforhandlingerne ved COP18, som finder sted i Qatar senere på året. Desuden skal man drøfte, hvad man kan gøre for at lukke det såkaldte ”ambition gap” – det vil sige forskellen på den reduktion af drivhusgasser, som landene har lovet, og den handling som kræves, hvis man skal nå målet om, at den globale temperatur ikke må stige med mere end to grader.

- Der er lagt op til svære forhandlinger på COP18 senere i år, hvor vi blandt andet skal blive enige om en ny forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen. Jeg håber, at møderne i New York kan være med til at file nogle af de afgørende knaster og dermed sikre et godt resultat, når vi mødes i Qatar, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Danmark inviteret med

Major Economies Forum on Climate and Energy – i folkemunde MEF – består af de 17 største økonomier i verden og enkelte andre lande, herunder Danmark.

- Når et lille land som Danmark endnu en gang inviteres til at drøfte klima- og energipolitik med verdens største økonomier, må det tolkes som, at vi fortsat betragtes som en konstruktiv kraft, man lytter til i de globale forhandlinger. Danmark kan bidrage – særligt når det kommer til konkrete initiativer, som kan skabe mærkbare reduktioner i udledningen af drivhusgasser, siger Martin Lidegaard.

Martin Lidegaard og Connie Hedegaard var under det danske EU-formandskab værter for en rundbordsdrøftelse blandt 40 af de mest ambitiøse i- og ulande.

Ny aftale for 2020

Klimakommissær Connie Hedegaard har i opfølgning heraf inviteret den samme kreds til et nyt møde i New York. Ministrene skal drøfte visionerne for en ny aftale i 2020, og hvad der konkret gøres for at reducere CO2 udledningen. Det kan være både globalt og regionalt og i og uden for FN’s klimakonvention.

- I Durban lykkedes det os at skabe en koalition mellem EU og nogle af de fattigste og mest sårbare udviklingslande. Hvis det skal lykkes os at presse de virkelige hardliners i forhandlingerne, er koalitioner som denne helt nødvendige. Jeg ser frem til at fortsætte den gode dialog, siger Martin Lidegaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: