Lej en ged mod farlig smitte fra skovflåt

SKOVFLÅT – Sygdomsbakterien bag den farlige sygdom borrelia renses ud af skovflåter, hvis de suger blod fra drøvtyggere. Kvæg, får og geder beskytte os mod den flåtbårne sygdom, vurderer forskere.

En tysk landmand ser til sine geder. Geder og andre drøvtyggere som får og køer kan potentielt beskytte os mod borrelia, mener tyske forskere.

Skovflåter bærer på bakterien bag den farlige sygdom borrelia, nærmere betegnet Lymes borreliose, men tyske forskere har for nylig gjort en overraskende opdagelse: Husdyr som køer, får og geder kan beskytte os mod sygdommen.

Det viser sig, at drøvtyggere både gør landskabet delvist ‘flåt-fjendsk’ og samtidig renser flåterne for bakterier, skriver videnskab.dk

- Hvis en inficeret skovflåt tager et måltid blod fra en drøvtygger mister den infektionen, siger flåt-eksperten Dania Richter ved Teknisk Universitet Braunschweig, Tyskland, som har stået bag forskningen.

Drøvtyggere er med et fint ord ‘zoo-profylaktiske’, og dr. Richter siger, at det, sammen med en generel tendens i Europa for mere traditionel landskabspleje med græssende dyr på åbne arealer, kan være med til at dæmme op for borreliose.

Lej en ged mod borreliose
Forskerne har ikke endnu haft mulighed for systematisk at undersøge, hvordan effekten varierer med antal græssende dyr eller henover sæsonen, hvor man ved, at flåternes aktivitet varierer.

Ikke desto mindre giver det en indikation af, at man kan bruge drøvtyggere som en slags naturligt værn mod risikoen for at få borrelia, skriver videnskab.dk.

- Jeg brugte på et tidspunkt vendingen ‘lej en ged’, siger Dania Richter og fortæller, at folk nogle steder i Tyskland går sammen om nogle geder for at pleje et område uden at skulle bruge maskiner eller arbejdskraft og det samtidig kan virke beskyttende mod borreliose.

Færre flåter på Vestamager, når køerne kommer
Herhjemme er lektor og flåt-ekspert Per Moestrup Jensen ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet med på idéen.

- At naturpleje formentlig vil have en reduktion i flåtbid holder efter min bedste mening,« siger han og peger både på studier fra USA og England og sine egne erfaringer, som understøtter det.

- Når jeg har været ude at fange flåter på Vestamager, giver det ganske pænt, lige ind til de sætter køerne ud. Så sker der det, at køerne er aktive så mange timer, at de simpelthen støvsuger alle flåterne, og jeg er stort set ude af stand til at finde flåter andet end på dyrene, siger han til videnskab.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: