Lørdag og søndag er der tændt op i det store brændekomfur på Frilandsmuseets herregård, og køkkenpigerne fra museets køkkenlaug står klar til at hjælpe med at lave mad efter gamle nordiske opskrifter, når Frilandsmuseet inviterer til historisk madlavningskursus for hele familien.
I får en dag med fokus på historiske opskrifter, gode hjemmedyrkede og økologiske råvarer af gammel dansk oprindelse, stemningsfulde rammer på Frilandsmuseets lille herregård, kyndig vejledning af museets dygtige køkkenlaug og havelaug – og ikke mindst hyggeligt samvær med andre, som elsker madlavning, hvor der startes helt fra bunden.
Palmekål og rød-hvidstribede rødbeder
Menuen er en overraskelse, men den tager udgangspunkt i sæsonens råvarer og ikke mindst i kokkepigens kommenterede køkkenbøger fra 1900-tallets begyndelse. Der skal tilberedes en forret og en hovedret med kød og grøntsager og laves kage til kaffen. I får både et indtryk af tidens finere mad til herskabet i de store stuer og af den jævne kost til tjenestefolkene.
Først bliver alle iført forklæder og får deres opgaver. Derefter går turen ud i herregårdens køkkenhave for at finde grøntsager. Her deler museets havelaug ud af deres store viden og hjælper med at finde de rette ingredienser til dagens ret.
I køkkenhaven vokser grøntsager af gamle – og halvglemte – danske sorter, for eksempel palmekål, Nero Toscana-kål, Sct. Valery-gulerødder, rød-hvidstribet cirkelbede og et kæmpe udvalg af krydderurter som merian, malurt, løvstikke og timian.
På jernkomfur
Tilbage i herregårdens bryggers skal alt gøres i stand, før det bliver tilberedt på jernkomfuret. Når langbordet i folkestuen er dækket, er det tid til at sætte sig til bords – og alle plejer at gå mætte hjem! Naturligvis først efter veloverstået oprydning.
Baggrunden for de to dage med historisk madlavning er en formidlingsopgave, som studerende på Københavns Universitet har udarbejdet. Her var formålet at få mere fokus på to af museets frivillige laug: køkkenlaug og havelaug. De studerende kom med mange gode idéer, herunder det historiske madlavningskursus, som Frilandsmuseet nu afprøver.
Tid og sted: Lørdag den 22.august og søndag den 23.august kl. 11.00-15.00 i Frilandsmuseets lille herregård (nr. 25).
Pris: Billetter koster 50 kr. (plus gebyr) pr. person uanset alder og købes på Billetto.dk. Billetprisen er inklusiv råvarer.
Bemærk: Begrænset deltagerantal. Flest ledige pladser lørdag den 23.august. Medbring billetten, når I møder op på museet.
Mødested: Den lille herregård fra Fjellerup (nr. 25) ligger i den nordlige del af museet. Det er nemmest at benytte den nordlige indgang på I.C. Modewegs Vej i Brede. Her findes stor p-plads.