Larver og rovbiller skal skrives i mandtal

BIODIVERSITET – Rasmus Ejrnæs i spidsen for den hidtil største undersøgelse af biodiversitet i Danmark.

Rasmus Ejrnæs vil sammen med et forskerhold kortlægge planter, svampe, insekter, tusindben, snegle, bænkebidere, edderkopper, mosser og laver i 130 prøvefelter. Planen er at opstille fælder, som indfanger selv de mindste snyltehvepse og de største løbebiller. Foto: CC BY flickr@boetter

- Vi ved, hvor vi skal finde de sjældne arter. Men hvordan er det lige med bladlus og bladlopper, mosser, laver, sæksvampe, rovbiller og alle de andre? Fordeler de sig på samme måde som smukke dagsommerfugle, vokshatte og orkidéer? Ved vi overhovedet, hvad vi snakker om, når vi taler biodiversitet i bredden og i dybden?

Sådan spørger seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Spørgsmålet får han selv lov til at besvare i samarbejde med andre biodiversitets-forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og de naturhistoriske museer.

Eksperter fra de forskellige faglige foreninger og almindelige danskere vil også tage del i projektet, ‘Biowide’, Biodiversity in Width and Depth,

Projektet er støttet af Villumfonden og er den hidtil største undersøgelse af den danske biodiversitet.

325.000 kvadratmeter skal kortlægges
På 130 prøvefelter i Danmark, fra skov, krat, mose, græsland og hede, vil forskere sammen med naturvejledere og naturhistorisk interesserede danskere forsøge at registrere alt. Rub og stub.

De vil kortlægge planter, svampe, insekter, tusindben, snegle, bænkebidere, edderkopper, mosser og laver, og planen er at opstille fælder, som indfanger selv de mindste snyltehvepse og de største løbebiller.

- Mange af arterne vil slet ikke kunne bestemmes med traditionelle metoder, men suppleret med de nyeste DNA-teknologier vil vi få et ganske præcist billede af, hvor mange arter man egentlig kan finde på de 2500 kvadratmeter, som et enkelt prøvefelt dækker, forklarer Rasmus Ejrnæs.

Helt ny viden om biodiversiteten i Danmark
Rasmus Ejrnæs leder det nye projekt og har i mange år studeret den danske biodiversitet. Han er vant til store datasæt, men det nye projekt overgår alt.

- Vi har aldrig haft et datasæt mage til i Danmark. Når vi så sammenligner biodiversiteten på tværs af hele landet, vil vi med garanti opnå helt ny viden om Danmarks biologiske mangfoldighed.

At det samtidig tegner til at blive en opdagelsesrejse med andre gæve naturhistorikere gør kun glæden større, fortæller Ejrnæs.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: